BMS Skak - Seneste nyheder
BMS Skak sejrer til Københavnsmesterskabet for juniorhold
af Tom Krog Nielsen 16/3-2026



Fotos fra venstre: BMS Bare Meget Seje - BMS Ballerups Muntre Svende - BMS Bare Meget Skakglade.
BMS Skak havde 3 hold med i årets københavnsmesterskab for juniorer for 4-personers hold; ét hold i mesterrækken og to i basisrækken. Sidste år havde vi to hold med i basisrækken og vadede igennem turneringen med en overlegen sejr til vores stærkeste hold. Derfor tænkte jeg, at de stærkeste juniorer, som får træning hver mandag i klubbens basisgruppe, skulle prøve med et hold i mesterrækken. De allerstærkeste juniorer i BMS Skak, som får træning på eliteholdet af Mikkel Manosri, var desværre optaget af turneringen i Hillerød, der løb af stablen samtidig, men selv de næstbedste juniorer i klubben kan være farlige på brættet for stærke spillere!
Det var svært at sætte holdene for mig, da der er mange spillere på samme niveau. Derfor afholdt jeg en turnering mandagen inden KSU's turnering, hvor resultaterne blev brugt som udgangspunkt for sammensætningen og rækkefølgen på holdene.
De tre hold vi stillede med var: BMS Bare Meget Seje (mesterrækken), BMS Ballerups Muntre Svende (basisrækken) og BMS Bare Meget Skakglade (basisrækken). Inden turneringen havde jeg selv en idé om, at vi ville få det svært i mesterrækken, vinde basisrækken med det ene hold(!) og havne omkring midten med det sidste hold. Og jeg fik ret!
Anton, Arthur, Alvin og Elliot fik store udfordringer i mesterrækken i deres tre matcher med 45 minutters betænkningstid til hver spiller, og selv om de var godt med i partierne, tabte de to matcher, men spillede én match uafgjort, da både Anton og Arthur vandt.
BMS Ballerups Muntre Svende med Filip, Felix, Christoffer og Ayansh var bare bedre end de andre i basisrækken, selv om de ikke var lige så suveræne som vores hold sidste år. Inden sidste runde have de spillet en enkelt match uafgjort og vundet 4 matcher, og var 2 point foran nærmeste konkurrent, men da sidste match blev tabt 1½-2½ var der lige lidt neglebiden inden vi var sikre på sejren. Men det var en flot og fortjent førsteplads for holdet var bare bedre end de 15 andre hold i basisrækken.
BMS Bare Meget Skakglade med Weihan, Weijun, Simon og Charlie spillede en udmærket turnering, hvor det vekslede mellem gevinster og tab. For både Simon og Charlie var det deres første deltagelse i holdskakturnering, så det var flot, at holdet klarede sig midt i feltet. Ethan stillede sig beredvilligt til rådighed som reserve, selv om han også spillede for Skak for Sjov, men her var han oversidder i en runde. Ethan klarede sig også flot med flere gevinster undervejs.
Alt i alt var det en god dag for BMS Skak - pokal og præmier og en hulens masse spændende partier - og næste år er vi klar igen - og stærkere! Alle holdresultater kan ses her: DSU turneringssystem.
Sigfred Haubro BMS-Mester i Chess960 2025
af BMS Skak 21/1-2026

Sigfred Haubro vandt BMS-mesterskabet 2025 i "Chess960" også kendt som "Fischer-Random Chess" pga. lodtrækningen om officerernes pladser i udgangsstillingen - og senest omdøbt til "Free Style Chess" i FIDE-regi.
Sigfred gjorde rent bord med maksimumscore 10 af 10 og bl.a. to sejre over nærmeste konkurrent Peter Skovgaard, som sluttede på 8 af 10. De øvrige placeringer var Jesper Simonsen 4½, Rune Sørensen 4, Tom Skovgaard 3½ og Samo Rendlev 0.
Pga. et travlt program i BMS-kalenderen i de sidste måneder af 2025 måtte mesterskabet udsættes til januar 2026!
Der var kun 6 fremmødte til mesterskabet, og der blev spillet dobbeltrunde med ny udgangsstilling i hver runde. Se slutstillingen i fotoet.
Tilmelding til BMS Mesterskabet 2026 åben!
af BMS Skak 8/1-2026
Så er tilmeldingen til BMS Mesterskabet 2026 åben! Turneringen spilles på klubaftenerne i februar, marts og april måned.
Indbydelsen til BMS Mesterskabet kan findes via link'et nedenfor, hvor man også kan melde sig til turneringen. Link'et kan også findes via menuen ovenfor (Turneringer).
BMS Mesterskabet 2026:
https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30165
August Jalving BMS Lynmester 2025
af BMS Skak 7/12-2025


August Jalving vandt BMS Lynmesterskabet 2025, som blev spillet i tirsdags d. 2. december med 11 deltagere.
Der blev spillet alle mod alle i forrunden, hvor de 4 bedstplacerede kvalificerede sig til finalerunden. August Jalving vandt forrunden med flotte 10 af 11 med bl.a. et enkelt tabsparti mod Jørgen Christensen. På 2.pladsen fulgte Sigfred Haubro med 9½, og på 3. og 4.pladsen med samme score 8½ fulgte Noah Wahlgreen og Tom Skovgaard.
I semifinalerne vandt August 2-0 over Tom, mens Noah vandt 1½-½ over Sigfred. Og i finalen vandt August flot begge partier til resultatet 2-0.
Se tabel og foto fra finalen på billederne.
På fotoet er det August Jalving tv. med hvid mod Noah Wahlgreen.
Noah Wahlgreen Københavnsmester 2025
af BMS Skak 19/11-2025

Noah Wahlgreen skrev sit navn ind i den prominente liste over Københavnsmestre i skak, da han i weekend'en vandt Københavnsmesterskabet 2025!
Københavnsmesterskabet blev spillet som en del af den store weekend-turneringe "Atina Open 2025", hvor bedstplacerede spiller fra klubberne under Københavns Skak Union (KSU) ville vinde titlen. Og Noah lagde ud i fin stil med 4 sejre i de 4 første af 7 runder, bl.a. en sejr over Stormester Carsten Høi! Derefter fulgte en remis samt et tab, hvorefter Noah sluttede af med en sejr som gav slutscoren 5½ af 7 samt en topplacering og KM-titlen!
Flot spillet af Noah! BMS Skak ønsker Noah tillykke med KM-titlen.
Se omtalen af turneringen og KM 2025 hos Dansk Skak Union her.
Og se slutstillingen i turneringen her!
Se også listen over vinderne af Københavnsmesterskabet i skak siden 1917 i Danbase her.
Fotoet ovenfor er fra Dansk Skak Union's hjemmeside, jf. henvisningen.
BMS Skak flytter tilbage til Tapeten
af BMS Skak 13/4-2025
BMS Skak flytter nu tilbage til Tapeten, som er blevet klar igen efter renovering og ombygning. Adressen er dermed igen: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup!
NB. Der er ikke juniortræning mandag d. 14. april (Påskelukket).
Thomas Bach Nielsen BMS Klubmester 2025
af BMS Skak 5/4-2025
Thomas Bach Nielsen vandt BMS Klubmesterskabet for 6. gang siden det første mesterskab blev spillet i foråret 2007 efter fusionen mellem Ballerup og Skovlunde skakklubberne ind i BMS Skak i sommeren 2006.
Thomas Bach vandt mesterskabsgruppen med 6 point af 7 mulige efter fem sejre og to remiser med hhv. Sigfred Haubro, som blev nr. 2, og Michael Tandrup, som delte 3. pladsen med Mark Kirkebække.
Se alle resultater i turneringen via link'et til turneringen her:
https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29371.
Generalforsamling i BMS Skak
af BMS Skak 14/1-2025
Tirsdag d. 28. januar 2025 kl. 19:30 afholdes BMS Skak's årlige generalforsamling.
Dagsorden
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Bestyrelsens beretning
- Indkomne forslag
Bestyrelsen foreslår at hæve kontingentet med 100-200 kr pr halvår. - Regnskab
- Budget
- Valg af bestyrelse og revisorer
- Eventuelt
Tilmelding til BMS Mesterskabet 2025 åben!
af BMS Skak 10/1-2025
Så er tilmeldingen til BMS Mesterskabet 2025 åben! Turneringen spilles på klubaftenerne i februar, marts og april måned.
Indbydelsen til BMS Mesterskabet kan findes via link'et nedenfor, hvor man også kan melde sig til turneringen. Link'et kan også findes via menuen ovenfor (Turneringer).
BMS Mesterskabet 2025:
https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29371
Sigfred Haubro og Egon Madsen delt Pokalmestre 2025
af BMS Skak 8/1-2025
Sigfred Haubro og Egon Madsen delte titlen som "BMS Pokalmester 2025" da de sluttede på en delt 1.plads med 6/7 point i årets første BMS turnering tirsdag d. 7. januar 2025.
Slutstillingen blandt de 11 deltagere blev følgende:
1.-2. Sigfred Haubro og Egon Madsen 7 point
3, Daniel Jarlskov 5 point
4. Tom Skovgaard 4½ point
5.-6. Jørgen Christensen og Otto Larsen 4 point
7. Thomas Bach Nielsen 3½ point
8. Henning Rasmussen 3 point
9.-10. Samo Rendlev og David Mogensen 2½ point
11. Jørgen Holst 1 point.
BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup
Dansk Skak Union
Kbh. Skak Union
Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30

