Nyhedsarkiv

BMS Skak sejrer til Københavnsmesterskabet for juniorhold
af Tom Krog Nielsen     16/3-2026

BMS Bare Meget Seje

Fotos fra venstre: BMS Bare Meget Seje - BMS Ballerups Muntre Svende - BMS Bare Meget Skakglade.

BMS Skak havde 3 hold med i årets københavnsmesterskab for juniorer for 4-personers hold; ét hold i mesterrækken og to i basisrækken. Sidste år havde vi to hold med i basisrækken og vadede igennem turneringen med en overlegen sejr til vores stærkeste hold. Derfor tænkte jeg, at de stærkeste juniorer, som får træning hver mandag i klubbens basisgruppe, skulle prøve med et hold i mesterrækken. De allerstærkeste juniorer i BMS Skak, som får træning på eliteholdet af Mikkel Manosri, var desværre optaget af turneringen i Hillerød, der løb af stablen samtidig, men selv de næstbedste juniorer i klubben kan være farlige på brættet for stærke spillere!

Det var svært at sætte holdene for mig, da der er mange spillere på samme niveau. Derfor afholdt jeg en turnering mandagen inden KSU's turnering, hvor resultaterne blev brugt som udgangspunkt for sammensætningen og rækkefølgen på holdene.

De tre hold vi stillede med var: BMS Bare Meget Seje (mesterrækken), BMS Ballerups Muntre Svende (basisrækken) og BMS Bare Meget Skakglade (basisrækken). Inden turneringen havde jeg selv en idé om, at vi ville få det svært i mesterrækken, vinde basisrækken med det ene hold(!) og havne omkring midten med det sidste hold. Og jeg fik ret!

Anton, Arthur, Alvin og Elliot fik store udfordringer i mesterrækken i deres tre matcher med 45 minutters betænkningstid til hver spiller, og selv om de var godt med i partierne, tabte de to matcher, men spillede én match uafgjort, da både Anton og Arthur vandt.

BMS Ballerups Muntre Svende med Filip, Felix, Christoffer og Ayansh var bare bedre end de andre i basisrækken, selv om de ikke var lige så suveræne som vores hold sidste år. Inden sidste runde have de spillet en enkelt match uafgjort og vundet 4 matcher, og var 2 point foran nærmeste konkurrent, men da sidste match blev tabt 1½-2½ var der lige lidt neglebiden inden vi var sikre på sejren. Men det var en flot og fortjent førsteplads for holdet var bare bedre end de 15 andre hold i basisrækken.

BMS Bare Meget Skakglade med Weihan, Weijun, Simon og Charlie spillede en udmærket turnering, hvor det vekslede mellem gevinster og tab. For både Simon og Charlie var det deres første deltagelse i holdskakturnering, så det var flot, at holdet klarede sig midt i feltet. Ethan stillede sig beredvilligt til rådighed som reserve, selv om han også spillede for Skak for Sjov, men her var han oversidder i en runde. Ethan klarede sig også flot med flere gevinster undervejs.

Alt i alt var det en god dag for BMS Skak - pokal og præmier og en hulens masse spændende partier - og næste år er vi klar igen - og stærkere! Alle holdresultater kan ses her: DSU turneringssystem.