BMS 3 - Valby 1
af Otto Larsen     10/11-2006

BMS 3 - Valby 1  2-6

BMS 3 er i 1. række gruppe 1 kommet i en svær pulje, hvor holdet har det laveste gennemsnitsratingtal af de 8 hold. Med 3 reserver hentet fra fjerdeholdet blev resultatet som ratingtallet tilsiger, men alligevel kunne vi nok have ønsket os et bedre resultat.

Jørgen kæmpede bravt på 1. bræt. Efter en elendig åbning og en bonde bagud fandt Jørgen nogle smarte træk, der truede med mat i bunden. Det hele ebbede ud i et tårnslutspil, hvor Jørgen vel havde de bedste forudsætninger, men i tidnøden smed han en bonde væk og måtte kæmpe for at holde remisen. Søren Rohmann-Sønderby spillede et flot kampparti, fandt en flot offerkombination og kørte sikkert pointet hjem mod en spiller med et meget højere ratingtal. Vi må håbe, at Søren har mod og lyst til fortsat at spille og udvikle sin skak. Han kan nå langt. Otto fik aldrig rigtig fat i partiet og blev stille og roligt nedspillet efter at have tabt en central bonde. Sune, der var indkaldt som 1. reserve, fik sig en interessant stilling ud af åbningen med gode muligheder for angreb. Sort fik dog langsomt udlignet og i 4. time fik Sune spillet forkert og sort tog det fulde point. Jacob og Michael (2. reserve) tabte begge ret hurtigt. Henrik spillede remis, men burde have vundet et slutspil med en merbonde, hvor modstanderen tilmed havde en isoleret dobbeltbonde. Mon Henriks største juleønske er en skakbog om slutspil? Henning, der blev tilkaldt i sidste øjeblik som den tredje reserve, kæmpede bravt. Han troede vist, at han havde fundet en smart måde at vinde et tårn på, men overså, at det andet tårn kunne flyttes, så dronningen kom i fedtefadet, hvis tårnet blev indkasseret, og så ville han ikke mere.

 

Vanløse 1 - BMS 2
af Tom Skovgaard & Tom Krog Nielsen     9/11-2006

Vanløse 1 - BMS 2

Vanløse 1                                       4-4                              BMS 2
Eivind Einersen 2166                         ½-½                            Carsten Hejberg
Søren Boeck Petersen 2208                1-0                              Tom Krog Nielsen
Morten Møller Hansen 2101                 1-0                              Dara Akdag
Jørgen Holst 1721                             0-1                              Alan Møller
Steen Schousboe 1973                      0-1                              Michael Tandrup
Jørgen H. G. Hansen 1828                  ½-½                            Poul Munk
Rolf Hjortkjær Hasling 1754                 ½-½                            Tom Skovgaard
Nikolaj O"hayv 1682                          ½-½                            Otto Larsen

Carsten spillede godt og aggresivt på førstebrættet, og stillingen så lovende ud hele vejen. Det endte i et tårnslutspil med merbonde til Carsten, men Carsten havde på det tidspunkt brugt lovlig meget tid. På et tidspunkt havde han 7 min. tilbage til hele partiet mod modstanderens 36 min. Den truende tidnød medførte lidt upræcist spil, der førte til remisen, men ret stærkt spil af Carsten. Tom Krog var oppe mod overmagten. Åbningen gik fint, men et lidt for aggressivt træk tillod Søren B. at få sit angreb i gang. Derefter spillede Søren B. som en computer! Fritz 9 kan i hvert fald ikke finde bedre træk end dem Søren spillede, så Toms stillling blev effektivt lagt i ruiner. Morten Møller spillede et godt parti, hvor han - også i de efterfølgende analyser - viste stor forståelse for planerne i gammelindisk. Dara kludrede i komplikationerne og efter det første officersoffer røg der endnu en officer. Alan vandt uden problemer mod en indskiftet reserve, der blev sat ind efter ½ time, da Gunnar West kom med et sidste øjebliks afbud. Rart med et sikkert point! Michael vandt en kvalitet efter at have presset Steen Schousboe en del i midtspillet, og endte med at vinde. Et godt parti af Michael og en god skalp at få. Poul vandt en bonde i midtspillet, men stillingen blev så lukket, så spillerne tog remis i begyndende tidnød. Tom Skovgaard var desværre en tur i Gladsaxe kl. 19.30, da han ikke havde tjekket spilleplanen godt nok. Trods en halv time for lidt på uret forsøgte han at gå efter 1-tallet, men selvom han afslog remistilbud undervejs endte det i en remisstilling med D+T på begge sider. Otto spillede godt med sort og vandt en bonde i midtspillet på bekostning af lidt pres fra hvid. Det endte med en åben stilling med dronningerne på brættet, hvor hvid tog sin bonde tilbage. Undervejs havde Otto tappert afslået et remistilbud, men til sidst var remis eneste fornuftige mulighed.

En uafgjort kamp mod et udmærket hold i første runde var et ganske fornuftigt udlæg i Mesterrækken. Sejrene skal nok komme efterhånden.

 

God debut til ungdomsholdet
af Poul Munk     9/11-2006

God debut til ungdomsholdet

Klubbens 6. hold er et 4-mands-hold, der udelukkende består af "unge løver". Holdet er tilmeldt rækken for 4-mands-voksenhold!

Det blev en absolut godkendt debut. Efter nogle gode og spændende partier blev resultatet 2-2 mod Amager.

På 3. brættet kom Loui hurtigt i problemer. Loui måtte give en officer for ikke at blive sat mat. Det kunne Loui ikke modstå i længden og den endte med et nederlag. Vi fik hurtigt udlignet. Alvin spillede dejligt aggressivt på første brættet og fik hurtigt sat sin modstander under pres. Heldigvis overså modstanderen en mulighed for at komme tilbage i partiet og Alvin vandt flot. Lauritz parti var spændende. Det kunne gå begge veje. Lige pludselig fik modstanderen et par farlige bønder, der trumlede ned i midten. Lauritz fandt ikke løsningen til at stoppe bønderne og måtte give op til sidst. 2-1 til Amager. Men Andreas spillede godt og sikkert på anden brættet. Det gave et helt point mod juniorlederen fra Amager. I en stilling med to bønder i overvægt satte modstanderen en officer i slag og så var det parti færdigt. 2-2!

 

4-4 debut i 1. division
af Ib Skovgaard     6/11-2006

Debut i 1. division med 4-4 mod KS

Det var en god fornemmelse at spille med Ballerup- og Skovlundespillerne på samme side af bordet, og dermed med et ganske stærkt 1. divisionshold. Det gik da også de fleste steder i den rigtige retning fra start, men til slut blev det kun til fire gevinster.

På positivsiden var det en fornøjelse at se stærkt positionsspil fra Sigfred, Benjamin og Thomas som alle tre usvigeligt sikkert omsatte det til gevinst. Specielt Thomas vandt et instruktivt parti med en principiel butikslukning af kongefløjen som hvid mod kongeindisk. Sidste gevinst var mit eget parti, som måske var lidt rodet i starten, men der var aldrig rigtig fare og ret hurtigt gik det let til min side.

Peter kom galt fra start og mistede rokaden, Sven fik aldrig sat sin drage rigtig til vejrs, og Nikolaj måtte forståeligt nok se sig slået af Davor Palo, omend analyserne bagefter antydede at Nikolaj "respektfuldt" holdt lidt igen i forhold til sin sædvanlige spillestil. Men Søren havde da vist gevinststilling, omend det nok ikke var let, men blev desværre snydt til sidst og tabte.

En OK start, men der er da vist mere i os!

 

Post Danmark Cup
af Dara Akdag     6/11-2006

Post Danmark Cup

Søndag den 5. november blev Post Danmark Cup holdt af klubben Posten. Det var en hyggelig lille turnering, men der var ikke så mange gode spillere med. Det kunne turneringslederne ikke forstå, indtil jeg forklarede dem, at der blev spillet divisionsskak samme dag.

Turneringen begyndte ganske godt. I første runde skulle jeg møde Michael Marshall, som har knap 1800 i rating. Jeg spillede et fint parti og vandt hurtigt. Næste runde skulle jeg spille mod en ældre herre. Åbningen blev noget mærkelig noget, jeg aldrig havde set før, men da jeg midt i partiet ganske pludseligt begyndte at lave gode træk hele tiden gik min modstander bare helt kold, og til sidst sad han med valget om at gå mat i en variant, hvor jeg ville have ofret et tårn eller bare at gå mat, så han gav bare op. I 3 runde kom jeg ud i noget kongeindisk i varianten med 9. b4, som er svær at spille mod for sort. Jeg fik en behagelig stilling, men det havde kostet mig en del tid, og min modstander havde fået sit kongeangreb. Til sidst endte det med, at det var mig, der satte ham mat, via en opfindsom angrebsidé.
Efter de tre første runder var jeg alene i spidsen, og skulle i næste runde spille mod Peter Olsen på knap 2200 i rating. Jeg kom fint fra åbningen på trods af, at jeg indirekte satte en officer i slag, men ingen af os så det! Jeg husker ikke præcist, hvad der skete derefter, men i en helt lige stilling, hvor min modstander havde en isoleret d-bonde og løberparret, tænkte jeg, at det ville være i orden at få en halv, så jeg tilbød remis. Han afslog og derefter spillede jeg bare dårlige træk konstant, og tabte dermed partiet. I runde 5 skulle jeg spille mod endnu en mand på ca. 2200 i rating. Jeg kom skidt ud af åbningen og tabte bare. I sidste runde skulle jeg spille mod én på 2100 i rating. Partiet kom aldrig over remisgrænsen, og jeg tilbød remis, da vi sad i et slutspil med uligefarvede løbere og fastlagte bønder. Jeg fik skuffende kun ½ point af de sidste 3 partier, hvilket jeg ikke selv synes er acceptabelt på trods af, at det var hurtigskak, men de 3½ point og turneringens bedste korrektion, førte mig til en pengepræmie på 300 kr. Alt i alt en hyggelig dag, hvor jeg fik skabt godt taktisk spil og spillede fint i mange af partierne.

 

Amtsmesterskab - Københavns Amt (Nu med fotos!)
af Tom Krog Nielsen     5/11-2006

Amtsmesterskab - Københavns Amt

Lørdag arrangerede BMS Skak i samarbejde med KASS amtsmesterskabet i skoleskak for Københavns Amt. Ganske rimeligt, da vi selv stillede med 14 ud af 30 deltagere! Alle deltagere fra BMS Skak er markeret med fed skrift.

Gruppe B+C

Gruppe B og C spillede sammen, da der kun var 1 deltager i gruppe B og 4 deltagere i gruppe C.
1. Nicolai Kvist Brondt,  5 point af 5 mulige (1 C), 2. Lauritz Ziethen, 4 p. (2 C) 3. Loui Halse, 3 p. (3 C) 4. Alexander Larsen, 2 p. (4 C) 5. Mark Kirkebække, 1 p. (1 B)

Nicolai var suveræn i denne gruppe, og da han var forhåndskvalificeret til DM p.g.a. sit høje ratingtal er både Lauritz og Loui kvalificeret til DM. Alexander var tæt på at kvalificere sig til DM i sin første turnering for BMS Skak men måtte ned i et nervepirrende opgør mod Loui i sidste runde. Da Mark var eneste deltager i gruppe B var han sikker på kvalifikation til DM allerede inden han havde rørt den første brik!

Gruppe D
1. Martin Haubro, 8½ point af 9 mulige, 2. Denis Ryberg, 7 p., 3-4. Svetoslav Korolev og Emil Wulff, 6 p., 5. Nick Zivlaei, 5 p., 6. Andreas Lyngsø-Petersen, 4 p., 7-8. Ask Kristoffersen og Frederik Nielsen Zmylon, 3 p., 9. Bastian Pedersen, 2½ p.

Martin havde én af sine gode dage, og når han har det, er han svær at holde tilbage. Selv i dette stærke selskab med øvede klubspillere holdt han hele vejen hjem. Først i sidste runde tilbød han Bastian remis uden kamp. Kampen om andenpladsen stod mellem 3 Tåstrup-spillere og her trak Denis det længste strå i det indbyrdes opgør med Emil, selv om Emil ellers længe stod bedst. Svetoslav var nok lidt skuffet over den manglende kvalifikation til DM, da han indledte turneringen med 6 sejre, men Denis, Martin og Nick fik givet Svetoslav en lang rokade (0-0-0) til sidst.

Gruppe E
1. Jonathan Braüner, 9 point af 9 mulige, 2. Niels Kold, 5½ p., 3. Mikkel Drygaard, 5½ p., 4-6. Mathias Thomsen, Martin Jessen og Rune V. Rasmussen, 5 p., 7. Nichlas S. Nielsen, 4 p., 8. Daniel Buch, 3½ p., 9. Axel Szetú, 2½ p.

Også i denne gruppe var der en helt suveræn spiller fra BMS Skak. Jonathan kørte alle de andre af banen uden nævneværdige problemer. Niels Kold sikrede sig den kvalifikationsgivende andenplads til DM på korrektion.

Gruppe F
1. Daniel Bekker-Jensen, 5½ point af 7 mulige, 2. Daniel Lamberth, 5 p., Benjamin Braüner, 5 p., 4. Simon T. Pedersen, 4 p., 5. William Sommer, 3½ p., 6. Laura Slot Hammer, 3 p., 7. Sofie Bekker-Jensen, 2 p.

BMS Skak sad på denne gruppe! Det var kun et spørgsmål om det var Daniel B., Daniel L. eller Benjamin, der skulle løbe med én af de to kvalifikationspladser til DM. Det blev de to gange Daniel, som efter intens kamp med spænding til sidste parti, løb med de 2 første pladser.

Alt i alt var det en meget vellykket turnering og vi glæder os nu til at følge alle vores juniorer, når de om 3 uger deltager i DM, der foregår i Odense. Sigfred Haubro og Alan Møller følger med som rejseledere fra BMS Skak.

Billeder fra turneringen:

 

Amtsmesterskab - Frederiksborg AMT
af Poul Munk     5/11-2006

Amtsmesterskab - Frederiksborg

I Frederiksborg Amt har Jakob Khoi Pedersen kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet med en flot 2. plads. Tillykke!

 

Amtsmsterskabet - København og Frederiksberg
af Jens Capion     5/11-2006

Amtsmesterskabet - København og Frederiksberg

Dette mesterskab blev præget meget af spillere fra BMS. Vi var repræsenteret i E,C,D og B. I E-gruppen stod det hurtigt klart at Adam og Mads Holger ville tage de to pladser der gav deltagelse i DM. De havde spillet remis i deres indbyrdes parti samt vundet de andre. Dette medførte at de måtte spille om førstepladsen. De spille 2 partier for at afgøre dette, men de vandt begge et parti, hvorfor de måtte ud i nok 2 partier. Her sluttede Adam med 1½ og Mads Holger med ½ hvilket gjorde Adam til mester og Mads Holger til vicemester. Flot begge to. I D-gruppen var der kun deltagelse af Michael Vesterli, som derfor vandt mesterskabet. For at han ikke skulle være kommet forgæves deltag han i
en samlet turnering for D,C og B med seksdeltagere. Her viste det sig hurtigt at Jacob og Dara som store mundfulde for de andre deltagere som bl.a. var Jon,  Oskar(Brønshøj), og Mark(Amager). Jon og Michael fik begge 2 point, flot klaret bland disse hajer. Det hele sluttede med at Jacob blev mester i B- gruppen, Dara mester i C og Jon tog sig af 2.pladsen i C-gruppen, og som sagt før Michael mester i D-gruppen. Alt i alt en god dag for BMS.

 

Peter Skovgaard BMS lynmester 2006
af Tom Skovgaard     1/11-2006

Peter Skovgaard BMS lynmester 2006

BMS Skaks lynmesterskab 2006 blev spillet tirsdag aften, og i et stærkt besat felt endte det med sejr til Peter Skovgaard over Sigfred Haubro i finalen. Efter 1-1 i de ordinære to finalepartier blev mesterskabet afgjort i et "sudden-death" parti, hvor Peter med sort forsvarede sig med succes, så Sigfred til sidst måtte kapitulere og indstille gevinstforsøgene. Billedet ovenfor er taget lige efter de første træk i det afgørende parti. Resultaterne:

FINALEN
1 Peter Skovgaard       1 0 1 (SD, sort)  Lynmester 2006
2 Sigfred Haubro        0 1 0

Semifinaler
A1 Dara Akdag           0 0
B2 Peter Skovgaard      1 1

B1 Sigfred Haubro       0 1 1 (SD, sort)
A2 Tom Skovgaard        1 0 0

Finalegruppe 2
1 Tom Krog              1 1 0  2   1-2
2 Michael Tandrup       0 0 1  1   3-4
3 Thomas Bach           1 0 1  2   1-2
4 Nikolaj Mikkelsen     0 1 0  1   3-4

Finalegruppe 3
1 Jørgen Christensen    1 1 ½  2½  1-2
2 Sune Fischer          0 0 1  1   3
3 Poul Munk             1 1 ½  2½  1-2
4 Otto Larsen           0 0 0  0   4

Finalegruppe 4
1 Bo Rasmussen          0 1 1  2   1-3
2 Peter Olsen           1 0 1  2   1-3
3 Jørgen Vilhelmsen     0 0 0  0   4
4 Henning Christensen   1 1 0  2   1-3

Indl. Grp. A
1 Otto Larsen           1 0 0 ½ 0 1 0  2½  6
2 Tom Skovgaard         0 1 1 1 ½ 1 1  5½  2
3 Jørgen Christensen    1 0 1 0 1 0 0  3   5
4 Thomas Bach           0 1 1 ½ ½ 1 1  5   3-4
5 Dara Akdag            1 1 1 1 1 0 1  6   1
6 Peter Olsen           0 0 0 1 0 0 0  1   7
7 Nikolaj Mikkelsen     1 1 0 0 1 1 1  5   3-4
8 Jørgen Vilhelmsen     0 0 0 0 0 0 0  0   8

Indl. Grp. B
1 Sune Fischer          1 0 0 1 0 0 0  2   6
2 Tom Krog              0 1 1 0 1 1 1  5   3-4
3 Sigfred Haubro        0 1 1 1 1 1 1  6   1
4 Henning Christensen   0 0 0 0 0 0 0  0   8
5 Poul Munk             1 1 0 0 1 0 0  3   5
6 Michael Tandrup       1 1 1 1 0 1 0  5   3-5
7 Peter Skovgaard       1 0 1 1 1 1 1  6   2
8 Bo Rasmussen          0 0 0 0 0 0 1  1   1

Der blev spillet efter FIDE's regler for lynskak (m. rørt brik). Ved ligestilling afgøres placeringer af indbyrdes parti, derefter af Sudden-Death parti (hvid 6 min., sort 5 min., hvid skal vinde).

 

Jonathan Braüner rykker
af Tom Skovgaard     29/10-2006

Jonathan Braüner rykker
Også Adam Thyssen og Mads-Holger markerede sig i Taastrup

Jonathan Braüner, som er 9½ år, fik mod på at spille "rigtig skak" et par runder inde i BMS Efterår, og han snuppede så den ledige plads i nederste gruppe. Her blev det til 2 af 5 og en helt ok debut. Men sidenhen har Jonathan spillet to yderligere koordinerede turneringer og gjort det rigtig godt!

I efterårsferien vandt Jonathan en koordineret skoleskakturnering i Holbæk med 5½ af 7, og i weekendens EMT i Taastrup vandt Jonathan igen - denne gang med 3½ af 5 i nederste gruppe! Ratingtallet nærmer sig nu hastigt de 1200 - før weekenden havde Jonathan 1138, og hertil kommer ca. 35 ratingpoint for weekend'ens sejr!

Også Adam Thyssen og Mads-Holger Jacobsen markerede sig fint i Taastrup - begge med 2 af 5, og med sejre over gode spillere!

Vi henviser til Taastrups resultatside - her - og omtalen - her - og nyd også lige billederne af vores unge spillere - her.

BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup

BMS Skak på Facebook 

Dansk Skak Union 
Kbh. Skak Union 

Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30