BMS Skak - Seneste nyheder
![]() | ![]() | |
| NM på Island slut | 19/2-2007 | |
| Tåstrup - BMS 5 4½-3½ | 8/2-2007 | |
| Juniorlynskak 5. februar | 7/2-2007 | |
| Godt resultat af rødderne på 6. holdet | 2/2-2007 | |
| Gladsaxe 1 - BMS 2: 4 - 4 | 31/1-2007 | |
| BMS 3 lever! | 31/1-2007 | |
| Ãbro - BMS 8 2-2 | 30/1-2007 | |
| BMS1-Farum 5-3 | 28/1-2007 | |
| Team Ballerup sponsor for BMS Skak! | 21/1-2007 | |
| BMS 6 - Glostrup 4-0 | 17/1-2007 | |
![]() | ![]() |
NM på Island slut
af Jørn Braüner og Kristian Brorsen 19/2-2007
NM på Island slut
Efter 3½ timer i fly landede vi i Keflavik lufthavn i Reykjavik, Island, til Nordisk Mesterskab i Skoleskak tirsdag den 13. februar. Vi var en delegation fra Danmark på 10 spillere og 15 forældre, søskende og ledere, deriblandt Danmarksmesteren Sune Berg Hansen som træner. Onsdag var vi rundt og se noget af Islands fantastiske natur: vulkaner, vandfald og en gejser med varmt vand, der springer 30 meter op i luften hvert femte minut. Torsdag tog vi ud til en af Islands store turistattraktioner, Den Blå Lagune. Det var en meget speciel oplevelse at bade i 37 grader varmt vand, mens luften var på ca. 5 grader. På et tidspunkt haglede det og fem minutter efter skinnede solen igen. Som islændingene siger: ”Hvis du er utilfreds med vejret, så bare vent et øjeblik.".
Fredag startede turneringen. Vi havde tre spillere med fra BMS Skak: Benjamin Skjoldan i A-gruppen, Jacob Brorsen i B-gruppen og Jonathan Braüner i E-gruppen. Benjamin vandt første parti meget hurtigt med skarpt angrebsspil. Andet parti var mod IM Helgi Dam Ziska, hvor han var nede med en bonde, men kæmpede godt og fik en flot remis. Jacob og Jonathan havde begge en langsom opstart men kæmpede sig godt tilbage i turneringen og da turneringen sluttede søndag aften, var det med det interessante resultat, at alle tre spillere fra BMS Skak hver fik 2½ point og endte på henholdsvis 8. eller 9. pladsen.
Det var en rigtig god tur for os alle med gode skak- og fællesskabsoplevelser – og godt arrangeret både af de islandske værter og Dansk Skoleskak og ikke mindst rejseleder Torsten Lindestrøm.
Link til NM-stævnets hjemmeside med resultater, partier og billeder m.m. her
Link til Dansk Skoleskak, hvor der er rapporter fra NM-turen her
Tåstrup - BMS 5 4½-3½
af Jens Capion 8/2-2007
Tåstrup -BMS 5 4½-3½
Det var en aften med spænding. Familieholdet (det kaldes det) var på besøg hos topholdet Tåstrup. Vi havde fået 4 reserver med men hvilke reserver. (Adam (5), Jonathan(6), Benjamin(7) og Alexander(8))
Benjamin behøvede kun 7 træk så havde han vundet over Frederik, en flot sejr med klogt spil. Adam tog også for sig af retterne og sikrede endnu et point ved klogt og gennemtænkt spil. Jon spillede på randen af en bet, men så så en mat og så var det spil forbi, flot. Anders spillede mod Denis men måtte tilsidst give sig, men godt kæmpet. Michael var oppe mod Jan Mose (over 2000). Michael spille pænt men ærgrede sig dog da han måtte give op. Jens stod til gevinst, men holdlederen smed det væk i slutspillet (fy). Jonathan spillede som altid klogt og eftertænktsomt, og ærgede sig som man skal når man må give tabt. Alexander som spillede sin første turneringskamp fik en pæn remis (flot klaret, nu er du med). Som tidligere nævnt det var en dejlig aften, godt gået drenge.
Juniorlynskak 5. februar
af Tom Skovgaard 7/2-2007
Juniorlynskak 5. februar


Den sidste juniortræning før vinterferieugen blev brugt til en lynturnering for en stor del af juniorerne på tværs af alle træningsholdene. Så det var hård kost for nogle af de mindste - pludselig at sidde over for nogle af de mere garvede juniorer, som har spillet masser af turneringer igennem flere år! Men alle gik til udfordringerne med frisk mod, og det blev en spændende turnering med mange gode resultater og adskillige overraskelser undervejs. Og flot vinder med maksimumpoint 6 af 6 blev Jon Capion! Slutstillingen kan ses nedenfor - og vi snuppede også lige et par billeder undervejs.
1 Jon Capion, 6 (af 6 mulige!)
2 Jonathan Braüner, 5
3 Lauritz Ziethen, 4.5
4-6 Loui Halse, 4
Benjamin Braüner, 4
Andreas Markert, 4
7 Adam Thyssen, 3.5
8-12 Alexander M., 3
Martin Jessen, 3
Bastian Pedersen, 3
Daniel Lamberth, 3
Alexander Larsen, 3
13-15 Jakob Khoi Pedersen, 2
Andreas Høstbo, 2
Sofie Bekker-Jensen, 2
16-17 Elisabeth, 1
Daniel Bekker-Jensen, 1
18 Victoria, 0
Godt resultat af rødderne på 6. holdet
af Poul Munk 2/2-2007
Godt resultat af rødderne på 6. holdet
På ved til udekampen mod Albertslund blev vi enige om, at der minimum skulle komme 3 point ind på kontoen, hvis topplaceringen skulle bevares. Sagt som gjort. BMS 6 vandt 3-1 over Albertslund, men jeg skal være ærlig og sige, at det så ikke alt for godt ud undervejs.
Efter en halvtime stod Lauritz og Andreas dårlig. Primært fordi åbningerne blev spillet forkert. Louis stilling virkede helt låst og Alvin stod fornuftigt.
Men skak er underholdende. Først vandt Alvin et flot parti. Partiet var et glimrende eksempel på, hvordan sort bliver svag på de sorte felter omkring kongen, når det sortfeltet løber mangler. 1-0 til BMS. Laurizt stod direkte elendigt efter åbningen og jeg ventede bare på at modstanderen skulle doble tårnene og dronningen i h-linien, men han tøvede og Lauritz fik lige pludselig initiativet efter et glimrende fremstød i centrum. Lauritz vandt materiale og havde kort efter matangreb i gang. 2-0 til BMS. Louis stilling var mere eller mindre stendød remis. Ulig farvede løbere og en låst stilling. Noget uforståeligt ofrede modstanderen lige pludselig en centrumbonde, hvilket gav Loui et super initiativ, der flot blev udnyttet til gevinst. 3-0 til BMS. Så manglede vi Andreas, der havde stået skidt efter at åbningen blev spillet forkert. Der skulle rokeres kort og ikke langt. Andreas fik sig dog spillet hæderligt ud af problemerne, men det kostede meget tid på uret. Partiet havnede i et slutspil som nok var remis, men Andreas lavede nogle store fejl i tidnøden, som kostede partiet. 3-1.
Gladsaxe 1 - BMS 2: 4 - 4
af Tom Krog Nielsen 31/1-2007
Gladsaxe 1 - BMS 2
Gladsaxe 1 4-4 BMS 2
Thomas Struch 2026 1-0 Jesper Ulrich
Erik Poulsen 2004 0-1 Dimitri Bogdanov
Kim Sørensen 1961 ½-½ Tom Krog Nielsen
Per Steenstrup 1973 1-0 Dara Akdag
Ole Kjølby Olsen 1942 0-1 Alan Møller
Tommy Vedelfort 1824 0-1 Michael Tandrup
Carl Aage Pedersen 1800 ½-½ Poul Munk
Peter Tjørnsted 1763 1-0 Tom Skovgaard
Tom Krog (ego) var hurtig færdig. Min modstander spillede en variant, hvor jeg (igen) ikke rigtig kunne huske teorien. Derfor valgte jeg at bytte af til en lige stilling. Det lykkedes dog at opnå en marginal fordel, men efter diverse afbytninger, opstod en stilling med et tårn og uligefarvede løbere til hver, som var umulig at vinde. På et tidspunkt kunne jeg have afveget, så begge tårne var blevet på brættet. Som Dara påpegede efter partiet ville det være den rigtige måde at spille på gevinst på. Daras eget parti var desværre ikke særlig godt. Meget hurtigt overså han en officer i slag for et par bønder og herefter var det let spil for modstanderen. Allan stod hurtigt til gevinst. Modstanderen blev nærmest kørt over i et flot matangreb. Når det er sagt ville jeg som Gladsaxespiller nok snakke lidt med Ole Kjølby om åbningsvalg. Åbningen forløb således: 1. e4 c5 2. c3 d6 3. d4 cxd4 4. cxd4 a6 5. Sc3 Sf6. Allerede en pæn fordel til hvid og et lidt særpræget åbningsvalg for en mesterspiller. Poul kom ind i en temmelig låst stilling, hvor han havde en lille fordel, men på grund af stillingens karakter kunne fordelen ikke rigtig udmønte sig i noget konkret pres på modstanderen. Tom Skovgaard var under pres i sit parti. Tjørnsted vandt en bonde og selv om Skovgaard kæmpede længe og komplicerede stillingen holdt Tjørnsted tungen lige i munden og vandt. Man skal bestemt ikke undervurdere Tjørnsted, selv om han p.t. er nede i en bølgedal rent ratingmæssigt. For under 3 år siden havde han 1933 i rating og sidste år måtte også Jørgen Carstensen bøje sig for ham i en holdkamp. Jesper spillede et rigtig godt parti bortset fra afslutningen. Jesper vandt en bonde og fik afviklet til et slutspil med tårn, dronning og 6 bønder mod tårn, dronning og 5 bønder. Da 2 af modstanderens bønder var isolerede lignede det en sejr til Jesper. Let var det ikke for modstanderens ene bonde irriterede lidt på tredje række, men med tålmodigt spil forbedrede Jesper gradvist sin stilling og jeg er sikker på han havde vundet, hvis ikke han havde lavet et katastrofalt hiv, der tillod mat i ét træk. Surt, surt! Forklaringen må søges i, at Jesper kun havde 4 min. tilbage til hele partiet mod modstanderens 11 min. Derfor har Jesper følt, at han skulle trække lidt hurtigt, hvis han skulle nå at omsætte fordelen til gevinst. Det var forståeligt nok ikke en særlig opløftet Jesper, der forlod kamppladsen, men så hård er skak desværre også engang imellem. Dimitri er en superreserve. I denne runde komplicerede han tingene for Erik Poulsen. Dimitri var kommet foran med en bonde, men Erik havde som kompensation et pres mod Dimitris konge. Heldigvis stillede Dimitri sig fornuftigt op og "pludselig" virkede Eriks trusler ikke mere så stærke. Dimitri vandt yderligere en bonde og i Eriks tidnød fik Dimitri opstillet så mange trusler, at Eriks stilling totalt kollapsede. Tilbage sad Michael, der længe havde haft en god stilling. Modstanderens stilling så meget mærkelig ud. Kongen stod på e2 og der var tårne på d1 og f1, en løber på d2 og en bonde på f2. Underligt nok var det ikke let at finde en god plan, så jeg forstår udmærket, at Michael fik problemer med tiden. Først da Michael havde 3 min. tilbage til partiet mod modstanderens 11 min. var partiet reelt afgjort til Michaels fordel. Modstanderen skulle dog - forståeligt nok - lige kontrollere Michaels lynskakevner, så Michael nåede ned på 1 min. og 16 sek. før modstanderen uden officerer på brættet gav op i erkendelse af, at Michaels løber og dronning nok skulle kunne nå at sætte mat på den givne tid. 4-4 er et fornuftigt resultat mod et udmærket hold, men Jespers bitre tab gør, at man alligevel sidder med fornemmelsen af, at vi burde have afgjort den kamp.
BMS 3 lever!
af Otto Larsen 31/1-2007
BMS 3 lever!
Sejre over LVS 2: 5-3 og Musik 1: 6-2
Runde 4 og 5 har store lighedspunkter. Vi skal stadig bruge 3 reserver hver gang, men de gør det godt. Holdlederen taber igen, igen og Henrik spiller nogle drabelige partier, hvor tab og gevinstchancer hele tiden skifter, men alt ender lykkeligt i nervepirrende tidnøddramaer.
Mod Lyngby måtte Michael ret hurtigt ned, og Otto ville pludselig ikke bytte en bonde af selv om han havde et fordelagtigt slutspil, så i stedet fik modstanderen sin dronning placeret i centrum og Otto måtte ned. Sune rettede lidt op lige efter, da modstanderen blev helt overspillet og kom til at glemme en officer. Vore ældste 2 x Jørgen bragte 1 point til hver side. Carstensen satte modstanderen mat i et spektakulært parti, mens Christensen bare blev overspillet. Så var vi bagud med 3 mod 2. Heldigvis blev det til tre gevinster. Torben fik modstanderens dronning for to officerer. Da det var lidt svært at finde rigtige pladser til damen spurgte Torben om han måtte tage remis. Holdlederen sagde nej, så Torben måtte kæmpe videre og vandt da også. Jacob havde længe en lige stilling, men han bliver bare ved og ved. Det giver point. Henrik kan give os andre nerver. Henrik havde en overlegen stilling, men modstanderen satte nogle mattrusler op. Han var i stærk tidnød, men så laver Henrik ulovligt træk. Det koster to minutter på uret og så er det Henrik, der har mindst tid. Heldigvis kan modstanderen ikke finde en gevinst eller remisfortsættelse hurtigt nok, så han taber på tid. 5 -3 mod gruppens bundprop og håb om at undgå nedrykning. Og vi glemte at tage Sune med hjem fra Lyngby, så han var lidt sur! Heldigvis forbarmede Michael sig og kørte Sune til Ballerup, selv om det var noget af en omvej, da Michael bor i Allerød!
Reprise mod Musik 1. Mange af spillerne fra Musik 1 kom lidt for sent. Det blev dyrt. Men inden skulle vi i gennem det efterhånden obligatoriske program. Otto sover. Grov fejl, der koster et tårn for to bønder og dermed ret hurtigt partiet. Reserve Siv vinder overbevisende og hurtigt. Dernæst følger to remiser Sune og Søren K, der vel nok kunne have fået mere ud af stillingen. Så stillingen er 2 – 2 til der mangler mindre end 10 minutter af de 4 timer. Så sker der ting og sager. De to gange Jørgen snører deres modstandere. Carstensen igen i et kompliceret og spændende parti, der hvis jeg kan læse hans noter rigtig og Frits har ret nemt kunne have endt anderledes. Christensen stod ifølge Frits længe næstbedst uden at det var katastrofalt, og da modstanderen så syntes, at løberen står bedre på a8 end på b7 finder han en kombination, der giver en bonde. Herefter er det et smukt og konsekvent gevinstspil. Jacob slider sine modstandere op. I tidnød men med en lille fordel til Jacob overser modstanderen, at et tårn står rent i slag. Og så til Henrik, der forstår det der med at gøre tingene spændende. I en stilling med nogen terrænovervægt får hans modstander held til at bringe en springer over midten. Henrik vælger at give en kvalitet for springeren. Hans hvidfeltede løber holder godt sammen på resten. En klodset kongemanøvre fra modstanderen giver mulighed for to fribønder i b- linier. Henrik har løber og tårn mod to tårne. Modstanderen får godt modspil med to fribønder i f- og g linien understøttet af det ene tårn. Alt ender ud i mærkeligt slutspil, hvor begge må ofre et tårn for at undgå slemme ting! Henrik må ofre et tårn for at undgå, at en bonde når frem til forvandling. Henrik har tre bønder og løber mod to bønder og tårn. På forunderlig vis får Henrik snuppet de to bønder og mister selv kun en. Modstanderen har fået sin konge på afveje og Henrik kan nu besmykke sig med æren af at være holdets topscorer. 4 tidnødspartier til BMS. Resultat 6-2.
Ãbro - BMS 8 2-2
af Poul Munk 30/1-2007
Flot kamp af poderne på 8. holdet
Det var med lidt bange anelser, at vi kørte til Østerbro for at møde topholdet Øbro. Optimismen var dog stor hos vores spillere, så det var åbenbart kun holdkaptajnen, der var lidt nervøs. Der var ingen grund til nervøsitet. Det gik flot. 2-2 mod rækkens nr. 1 var absolut tilfredsstillende. Resultatet betød, at vores andet juniorhold via en sikker sejr på 3-1 over Brønshøj overtog førstepladsen fra Øbro.
På bræt 1. spillede Jonathan og Otto fra Øbro et fantastisk flot og velspillet parti. Kvaliteten var høj og der var ingen store fejl. En lille unøjagtighed fra Jonathans side afgjorde partiet til Ottos fordel. Jonathan spillede en bonde frem til g3, hvilket fjernede dækningen af en bonde på h3 og en springer på f3. Det udnyttede Otto flot til at vinde en officer. Med en officer for lidt og problemer på uret måtte Jonathan give fortabt til sidst. Imponerende spil. Det lover godt for fremtiden.
Bastian kom lidt på hælene på andet brættet. Modstanderen kunne have vundet en officer, men valgte i stedet for at sætte en springer direkte i slag. Lidt heldigt
. Med en officer i overvægt kørte Bastian meget sikkert sejren hjem. En god kombination undervejs vandt et tårn og partiet.
Benjamin havde næste overspillet sin modstander på 3. brættet, men desværre overså han lige pludselig en mat i et træk og tabte. Ærgerligt! Starten var ellers rigtig god.
På fjerdebrættet sad Martin. Partiet var noget rodet, men ganske underholdende. Der var ingen tvivl om at den der satte færrest brikker i slag ville vinde Og det blev Martin som ganske overbevisende nedspillede sin modstander som partiet skred frem. Martin sluttede af med en flot mat.
BMS1-Farum 5-3
af Ib Skovgaard 28/1-2007
BMS1 - Farum 5-3
Endnu en smal sejr giver BMS1 førstepladsen.
Det var dagen hvor det kunne se ud som om vi skulle tage et afgørende ryk mod skak-ligaen, men et par forspildte chancer gjorde det til den fjerde 5-3 sjr i træk, og endda lignede det kun 4.5 points noget efter tidnøden. Vi fik en foræring i form af at Søren vandt uden kamp med sort, og på bordet med de fire hvide partier lignede det efter et par timer fire angrebssejre. Det blev dog kun til tre, idet Peter vandt et flot parti over Mikkel Strange som ellers havde 4 af 4, og Sven vandt i stilrent kongeangreb hvor modstanderen havde lidt for mange af sine brikker på dronnningefløjen. Jeg selv vandt relativt let efter en betænkelig start hvor min modstander derefter spillede for tøvende. Med sort var Thomas tilsyneladende flyvende og fik en gevinststilling som dog ikke var så let at omsætte, især ikke under tidnød, så til sidst kunne det uligefarvede løberslutspil med merbonde kun give remis. Nikolaj og Sigfreds partier var svære at bedømme, men et stykke henne var de i hvert fald begge under hårdt pres. Desværre kunne ingen af dem holde, selv om Sigfred fik stillet nogle gode evig skak trusler om. Som en af de sidste to sad også Benjamin med en tabt stilling med officer for lidt efter at have overspillet sin gevinststilling. Men der var ikke mange bønder, og Benjamin sprællede sig fint til det halve point.
De andre resultater flaskede sig endnu en gang, og vi fører nu divisionen med 1.5 points foran Sydøstfyn og bedre matchpoints. Men det er tæt og intet er afgjort endnu.
Team Ballerup sponsor for BMS Skak!
af Tom Skovgaard 21/1-2007
Team Ballerup sponsor for BMS Skak!
Vores 3 IM-aspiranter og 1.holdet bliver Team Ballerup sponsoreret!
Fredag d. 19. januar blev årets sponsorater fra Team Ballerup offentliggjort, og BMS Skak har fået den glædelige nyhed at vi indgår i puljen af sponsorerede klubber! Vores ansøgning til Team Ballerup var målrettet to af BMS Skaks største aktiver - nemlig dels vores 3 unge IM-aspiranter, som har vundet DM- og NM-titler over de sidste 6-7 år: Nikolaj Mikkelsen, Peter Skovgaard og Benjamin Skjoldan, og dels vores 1.hold, som i denne sæson kæmper hårdt i 1. division for at føre BMS Skak frem i Danmarks superliga for skak: Skakligaen.
Sponsormidlerne er målrettet konkrete aktiviteter til disse formål, og grundlaget for sponsoratet er 50% af et samlet budget på 32.000 kr. til de to projekter, dvs. en støtte på 16.000 kr. i alt.
Det er særdeles glædeligt at BMS Skak får denne anerkendelse, og samtidig mener vi i BMS Skak også at vi med den stærke og fremgangsrige skakklub, vi har skabt i Ballerup Kommune, kan være med til at give Team Ballerup valuta for støtten i form af resultater og omtale af - forhåbentlig - en række gode resultater i 2007!
I første omgang kan vi opfordre BMS Skaks medlemmer til at besøge Tema Ballerups hjemmeside samt sponsorvirksomhederne i Team Ballerup - følg linket for oven!
BMS 6 - Glostrup 4-0
af Poul Munk 17/1-2007
6. holdet gjorde rent bord
6. holdet vandt en sikker sejr på 4-0 over Glostrup. Sejren bringer holdet op på andenpladsen i puljen.
Alvin vandt hurtigt i overbevisende stil i kun 14. træk. Modstanderen lavede en grov fejl og blev herefter kørt over. Alvin har nu vundet samtlige 3 holdkampe. Flot. På andetbrættet kom Andreas lidt i modvind. Bagud med to bønder og en dårlig stilling satte modstanderen lige pludselig et tårn rent i slag. Så vandt Andreas. Loui spillede et godt parti og vandt slutspillet efter sikkert og kreativt spil. Lauritz vandt uden kamp på 4. brætte. Godt gået, drenge!
BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup
Dansk Skak Union
Kbh. Skak Union
Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30


