BMS Skak - Seneste nyheder
![]() | ![]() | |
| Scandinavian Open, 3. rapport | 2/4-2008 | |
| KSU | 31/3-2008 | |
| DM i Silkeborg 2008 | 31/3-2008 | |
| Endnu en god dag i Scandinavian Open | 30/3-2008 | |
| Godt fra start i Scandinavian Open | 30/3-2008 | |
| Nikolaj fortæller tirsdag aften | 24/3-2008 | |
| 7 BMS-spillere i DM 2008 i påsken | 16/3-2008 | |
| Danske ungdomsratinglister | 8/3-2008 | |
| Gladsaxe 1 - BMS 2 | 5/3-2008 | |
| Sportspris til Peter Skovgaard | 4/3-2008 | |
![]() | ![]() |
Scandinavian Open, 3. rapport
af Nikolaj Mikkelsen 2/4-2008
Scandinavian Open, 3. rapport
Lidt op, lidt ned og lidt til siden.
I 4. runde fik jeg lov til at møde arrangøren af turneringen: IM Esben Lund (2403). Jeg var hvid, og jeg valgte at udfordre Esben på hans egen boldbane - slutspillet i berlinerforsvaret. Jeg spillede lidt for hårdt til, og Esben ofrede en kvalitet for kontrol. Total kontrol, faktisk. I disse stillinger plejer Esben at køre den rent hjem, men i stedet spillede han nogle unødvendige træk, som gav mig svækkelser at spille på. Jeg endte med at hive hele pointet hjem!
I 5. runde mødte jeg GM Stellan Brynell (2463) med de sorte. Sidst jeg mødte ham var i Politiken Cup 2006, hvor jeg stort set ikke fik lov at komme ud af åbningen før min stilling var tabt! Jeg var opsat på at komme ud i en længere kamp, men ak. Igen indkasserede Stellan hele pointet stort set før vi var ude af åbningen!
I 6. runde mødte jeg FM Vytautus Vaznonis (2399). Vi tog en hurtig remis efter kun 7 træk.
Min præstationsrating efter seks runder ligger omkring 2580 - altså langt over, hvad der kræves for en IM-norm. En gevinst i en af de næste tre runder vil formentligt sikre mig normen! Mere følger!
KSU
af Sigfred Haubro 31/3-2008
KSU's fælles holdafslutning på Tapeten
For 4. gang i træk afholdt vi fællesafslutning for KSU på Tapeten. I år stillede Niels Arup, Jørgen Vilhelmsen, Jens Capion, Tom Krog, Otto Larsen, Michael Andersen, Steen Haubro, Anita Haubro, Siv, Martin og Monika op som hjælpere (og her skal webredaktionen tilføje, at Sigfred lavede en kæmpeindsats - Tom Krog). Dette arrangement kan kun gennemføres, hvis vi hjælper hinanden. Derfor vil jeg gerne sige tak til jer alle sammen for jeres flotte arbejdsindsats. Vi lavede en flot afslutning som KSU og vi kan være stolte af. Vi havde i år 7 hold med til KSU’s holdturnering og de klarede sig som sædvanligt meget blandet. I mesterrækken scorede vores hold 28 point, præcis 50 %. Det gjorde de ved at spille lige op med alle hold både top og bund. Topscorer på holdet blev Poul Munk med 5 af 7, men det var Tom Skovgaard og Dara der vandt mest rating med et plus på 23 til begge. I 1. række gr.1 havde vi vores 3. hold, som scorede 32 point; et flot resultat. Der var i denne gruppe stor forskel på bund og top så 32 point rakte kun til en 4 plads. Jacob Brorsen blev topscorer med 5½ af 7, men igen var det en anden, der vandt mest rating; Jørgen T. Christensen scorede 3½ af 5, hvilket gav 38 ratingpoint på Jørgens konto. I 3. række havde vi 2 hold med: BMS4 og BMS5. BMS4 vandt alle deres kampe og også 7-holdsgruppen med 30½ point foran Posten med 28½. BMS4 kan sende en venlig tanke til deres reserver, som scorede flotte 7½ af 9 til dem. Topscorer blev Jørgen Vilhelmsen med 4½ af 6 og Jørgen kunne også notere den største ratingfremgang på holdet med et plus på 52 ratingpoint. BMS5 (familieholdet) scorede 25½ i den samme gruppe hvilket er helt pænt i forhold til deres rating. Topscorer blev Siv med 5 af 6 men ratingfremgangen kom fra de unge: Andreas Lyngsø +50, Michael Vesterli +70, Martin Haubro +83 og Ask Kristoffersen +126, så måske skal de ikke hedde familieholdet men Dynamitholdet! BMS6 med de 4 unge (Jon, Andreas M, Loui og Lauritz) i seniorrækken vandt flot den meget lige gruppe med 10½ point ud af 16 mulige. Topscorer på holdet blev Lauritz med 3½ af 4 foran Jon med 3. Lauritz og Jon scorede begge en del rating. Lauritz fik +117 og Jon +95. I juniorrækken havde vi 2 hold med. Vores favorithold vandt alle deres kampe og gruppen med 15 af 20 mulige point. Både Jonathan Braüner og Benjamin Braüner lavede 5 af 5, men da Jonathan var en del højere rattet end de andre, så var det Benjamin med et plus på 158 rating og Martin Jessen med plus på 63 ratingpoint, der fik mest på deres konto. På det andet hold var man matchet hårdere og de 2 topscorere Mikkel Goldschmidt og Daniel Bekker-Jensen scorede 2 af 4. Det var dog Andreas Høstbo, der vandt mest rating med et plus på 9 ratingpoint. De 3 mest flittige spillere i sæsonen var Martin Haubro med 8 af 10, Siv Haubro med 7 af 9 og Jacob Abildlund Brorsen med 5½ af 9. Med 3 hold som vindere må vi sige at det har været en god sæson.
DM i Silkeborg 2008
af Sigfred Haubro 31/3-2008
DM i Silkeborg 2008
I år blev DM afholdt i Silkeborg på Scandic Hotel. Silkeborg Skakklub havde fået stablet fine forhold op på Scandic Hotel; blandt andet var der live kommentering af Per Andreasen hele ugen. Vi havde i år 7 deltagere med til DM: Benjamin Braüner, Jonathan Braüner, Martin Haubro, Dara Akdag, Michael Tandrup, Lars-Henrik Bech Hansen og Sigfred. Det blev ret hurtigt klart, at hvis der skulle komme et godt resultat, så skulle det komme fra en junior, da ingen på +20 lagde godt fra land. Benjamin, vores yngste deltager, var en af de lavest ratede i sin gruppe. Da Benjamin begyndte med et ½ point mødte han kun modstandere der havde klart mere rating end han selv. Så selvom han sluttede med 1 af 5 tabte han kun 13 ratingpoint. Jonathan blev vores store lyspunkt da han scorede suveræne 5 af 5 og vandt sin gruppe med 1½ points forspring. Jonathan var kun i knibe i en enkelt runde, hvor han måtte have hjælp af lykkens gudinde. De 5 point gav 1000 kr. i præmie + et nyt
ratingtal på 1614; virkelig flot! Martin spillede lidt op og ned og hans 2 af 5 gav et rating minus på 10. Dara, vores talent i Kandidatklassen, var oppe mod de rigtig gode. Dara gjorde det uimponeret og godt og endte på 4 point som gav et plus på 19, Dara var flere gange på livebrætterne, da han for det meste var godt med. Så kommer vi til de 3 ”gamle”. Michael havde flere gode stillinger men måtte vente indtil sidste runde før han prøvede at vinde. Michaels 2½ af 7 gav et minus på 21 ratingpoint. Lars, der også skal passe KSU’s interesser under DM, vandt også kun 1 gang (uden kamp) og sluttede på 2 af 7 og et minus på 28. Jeg selv startede godt med 1½ af 2, men 2 dumme nederlag gjorde at det sluttede med 3 af 7 og et minus på 7 ratingpoint. Jeg synes, at turneringen og forholdene var fine og et DM værdigt, men jeg kan dog godt blive tirret, når turneringsleder og andre står lige bagved et parti og snakker om det, som det skete en enkelt gang.
Endnu en god dag i Scandinavian Open
af Nikolaj Mikkelsen 30/3-2008
Endnu en god dag i Scandinavian Open
I dag, søndag, var der dobbeltrunde på programmet. Efter turneringen i Rusland, der blev spillet dobbetlrunder 7 ud af 8 dage, har jeg fået en mere aflslappet holdning til at tage en hurtig, smertefri remis i den ene af runderne for at være klar den anden. Eller for at få sin nattesøvn.
Om formiddagen mødte jeg svenske Axel Smith (2458) med de sorte. Jeg tilbød trækgentagelse i åbningen, men han afveg. Som forventet. Et par træk efter blev det skarpt. Jeg overså et ellers simpelt træk, og selvom jeg som planlagt fik to tårne for dronningen, så kostede det lige 3 bønder i svinget. Men så kunne der også spilles! Selvom det så knusende ud for hvid, fes hans aktivitet lige så stille ud, jeg fik kontrol over brættet, fordelen vendte, og for anden gang i træk fik jeg lov til at sætte mat!
Aftenen bød på sort mod højestratede GM Lars Schandorff (2526), som i påsken fik en andenplads til DM 08 i Skanderborg efter at have spillet rigtigt godt! Der var en pause på omkring 3 timer, og da både Schandorff og jeg har et stykke vej hjem valgte vi at slå tiden ihjel på det lokale pizzaria. Og slappe lidt af. Vi mødte begge mere eller mindre uforberedte op til kampen. Schandorff undgik skarpe varianter, og jeg fik hurtigt udlignet. I en ret lige stilling valgte vi at tage remis.
I de 3 første runder har jeg altså mødt tre af de fire højestratede spillere i turneringen og scoret 2½ point. Ikke en dårlig start! Jeg holder dog hovedet koldt og prøver ikke at tænke på, at IM-titlen er inden for rækkevidde. I morgen er endnu en dag og endnu en stærk modstander, som skal tages lige så seriøst! Mere følger...
Godt fra start i Scandinavian Open
af Nikolaj Mikkelsen 30/3-2008
Godt fra start i Scandinavian Open 2008
I går begyndte Scandinavian Open 2008, arrangeret af IM Esben Lund. Der deltager 14 spillere i alt, heriblandt 4 stormestre: GM Lars Schandorff, GM Henrik Danielsen, GM Stellan Brynell og GM Carsten Høi. Derudover deltager 2 Internationale mestre og 6 Fide mestre, altså en rigtigt stærk turnering.
Jeg fik fornøjelsen af at møde GM Henrik Danielsen (2506) med de hvide brikker. Han fik en god stilling, men en upræcished fra hans side gav mig lov til at starte et tilsyneladende harmløst angreb. Men da først starten var gået, var angrebet ikke til at stoppe igen, og jeg vandt partiet.
For dem, der gerne vil følge med, kan tabel, nyheder, live-sending med mere findes via http://www.k41.dk/
Nikolaj fortæller tirsdag aften
af Tom Skovgaard 24/3-2008
Nikolaj fortæller fra GM-turneringerne tirsdag aften
Nikolaj Mikkelsen fortæller tirsdag aften d. 25. marts kl. 19,30 - 22,00 fra GM-turneringerne i bl.a. Spanien, Ungarn og Rusland og viser nogle partier og partiglimt! Nikolaj hentede to af de nødvendige tre IM-normer i efteråret og mangler nu kun den tredie norm samt en sjat rating i at få IM-titlen i hus.
7 BMS-spillere i DM 2008 i påsken
af Tom Skovgaard 16/3-2008
7 BMS-spillere i DM 2008 i påsken
BMS Skak har 7 spillere med i DM-stævnet i Silkeborg i påsken - det er følgende:
Kandidatklassen: Dara Akdag
Mesterklassen (MA7): Sigfred Haubro, Lars Bech-Hansen og Michael Tandrup
Basisklassen (B5): Martin Haubro, Jonathan Braüner og Benjamin Braüner
Følg med via DM2008 hjemmesiden - direkte link her
Danske ungdomsratinglister
af Tom Skovgaard 8/3-2008
Danske ungdomsratinglister
Dansk Skak Union har udvidet sin nye hjemmeside med endnu en ny facilitet - nemlig ungdomsratinglister! Man kan nu se ratinglisterne for alle ungdomskatergorier: Drenge under 20, 18, 16 osv. ned til under 8 og tilsvarende for piger hos DSU. Vi har lagt direkte links ind til hver af disse lister ind på vores menu i spalten til venstre under "Medlemmer / Rating". Og - som vi ved - er mange af af vores juniorer, både drenge og piger, pænt med, nogle endda helt i toppen, i deres aldersgruppe!
Gladsaxe 1 - BMS 2
af Tom Krog Nielsen 5/3-2008
Gladsaxe 1 - BMS 2
Gladsaxe 1 4-4 BMS 2
Thomas Struch 2067 1-0 Ingen
Peter Tjørnsted 2024 1-0 Ingen
Erik Poulsen 2002 ½-½ Carsten Hejberg
Per Steenstrup 1944 0-1 Lars-Henrik Bech Hansen
Ole Kjølby Olsen 1852 ½-½ Michael Tandrup
Henning Lauritzen 1827 0-1 Tom Krog Nielsen
Carl Aage Pedersen 1818 ½-½ Tom Skovgaard
Tommy Vedelfort 1695 ½-½ Poul Munk
4-4; ganske som vi plejer eller hvad? Godt nok ender alle vores kampe uafgjort i år, men alligevel havde vi ikke forestillet os, at det skulle foregå på den måde, som det foregik på i aftenens kamp. Vi mødte nemlig kun 6 mand op til kampen og på den baggrund er resultatet udmærket, selvom det var ét af bundholdene vi mødte. Miriam og Dara havde henholdsvis taget fejl af datoen og sovet over sig, og diverse telefonopkald frem og tilbage - efter dispensation fra kamplederen - kunne ikke få dem bragt frem til spillestedet i tide. Surt show! Det vakte noget uro og irritation hos den øvrige spillerstab, så det er ikke noget der skal gentages! Jeg skylder at nævne, at Dara og Miriam har undskyldt mange gange. Herefter var det op til de øvrige 6 spillere at skaffe de obligate 4 point! Lars lagde ud med et voldsomt kongeangreb, hvor dronningen og de to tårne på et tidspunkt stod på linje i den åbne g-linje. Steenstrup havde til gengæld noget tryk i centrum på en svag bonde, så Lars på et tidspunkt måtte trække det ene tårn ind i centrum, men presset på kongen blev alligevel afgørende til sidst. Michael stod lidt bedre, da modstanderen havde fået et par isolerede bønder, men det var ikke nok til at skubbe partiet over remisgrænsen. Tom Skovgaard spillede en variant mod dragen, som jeg husker var meget omdiskuteret i Skakbladet i 1970'erne. Ak ja, det fremgår nogle gange, hvornår vi hver især fik vores skaklige opdragelse! Skovgaards modstander hørte ikke til de helt unge, så han har sikkert også læst de samme skakblade! Derfor er det måske ikke så overraskende, at partiet var nogenlunde i balance hele vejen igennem og endte remis uden de store genvordigheder. Tom Krog (ego) spillede åbningen ret passivt, og min modstander fik et lille pres, der dog ikke udmøntede sig i noget konkret. Efter at have truet en springer ved at flytte en bonde frem gik jeg en tur ud af spillelokalet. Da jeg kom tilbage i spillelokalet kunne jeg se på uret, at det var min tur, men det kunne da ikke passe for Henning havde jo ikke flyttet springeren, så jeg spurgte om jeg havde glemt at trykke på uret, men nej; Henning havde flyttet et tårn! Jeg regnede og regnede og regnede på stillingen og kunne godt se, at jeg ville komme under noget pres, men ikke et pres, der kunne berettige officersofferet, så jeg slog da bare springeren. Herefter stod jeg bedst og selvom jeg skulle holde tungen lige i munden havde jeg ikke svært ved at føre pointet i hus. Fint nok, men jeg følte det som en foræring. Carsten havde et vist pres på sin modstander, der ellers havde ofret en bonde for aktivt spil. Desværre var Carstens baglinje noget svag, så i begyndende tidnød modtog Carsten et remistilbud i en kompliceret stilling, der var svær at overskue på kort tid. Poul spillede aftenens længste parti. Partiet virkede i balance hele vejen igennem og det var svært for parterne at bryde igennem. Poul havde dronning og springer og bønder mod Tommys dronning og løber og bønder, da de tog remis. Alt i alt er vi et lidt bedre hold end Gladsaxe, men med 75% fremmødte må vi være tilfredse med endnu en uafgjort!
Sportspris til Peter Skovgaard
af Tom Skovgaard 4/3-2008
Sportspris til Peter Skovgaard

Arbejdernes Landsbank i Ballerup uddeler hvert kvartal en sportspris til en lokal idrætsudøver, som har udmærket sig særligt. Og prisen for 4. kvartal 2007 gik til Peter Skovgaard, der dermed fik skakken på lystavlen i Ballerup.
Begrundelsen for valget af Peter kan læses i nyheden hos Arbejdernes Landsbanks filial i Ballerup, og her hedder det bl.a.:
"Vinderen af sportsprisen for 4. kvartal 2007 blev supertalentet Peter Skovgaard fra BMS Skak. Udvalgets begrundelse for valget af Peter er, at han for andet år i træk er kåret som Københavnsmester for seniorer. En meget flot præstation taget i forhold til hans alder. Den flotte præstation blev belønnet med et diplom og et kontant beløb på 500 kr.".
På billedet, som er taget foran Arbejdernes Landsbanks filial i Ballerup torsdag d. 28. februar ved prisoverrækkelsen, ses fra venstre:
Viceborgmester i Ballerup Tom Nielsen,
Peter med diplom og sportsprisen,
sportsprisudvalgsmedlem Ejvind Thunø,
AL filialdirektør Anette Meier og
sportsprisudvalgsmedlem Flemming Dose.
BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup
Dansk Skak Union
Kbh. Skak Union
Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30


