Nikolaj holdt IM-foredrag!
af Tom Krog Nielsen     7/5-2008

Nikolaj holdt IM-foredrag!

Tirsdag den 6. maj undeholdt Nikolaj Mikkelsen med et foredrag om hvordan han fik IM-titlen. Nikolaj fortalte om sin egen skakudvikling i det seneste år, hvor han er steget fra ca. 2300 til 2400 i rating. Nikolaj viste eksempler fra sit spil fra sidste år og fra i år for at vise praktiske eksempler på hvordan hans skaktænkning har udviklet sig. I pausen fejrede vi Nikolaj med champagne og høje hurraråb. Det rungede godt for der var mere end 20 personer fremmødte til aftenens foredrag! Også i det næste år satser Nikolaj på skak, da han bosætter sig i Sankt Petersborg, hvor han skal studere russisk og skak. Vi glæder os allerede til rapporter fra skakkens moderland!

 

Thomas Bach BMS klubmester 2008!
af Tom Skovgaard     1/5-2008

Thomas Bach BMS klubmester 2008!

Thomas Bach genvandt BMS Skak klubmesterskabet efter sejr i mesterskabsturneringens sidste runde tirsdag aften. Det blev ellers en ualmindeligt tæt mesterklasse, hvor kun 1½ point skiller top fra bund trods en ratingforskel på pænt over 400! Dermed har Thomas vundet de to første klubmesterskaber i BMS Skak 2007 og 2008! Og Thomas kan dermed - som en udfordring - gentage sit ønske om at nogle flere af BMS' top20-spillere stiller op i BMS Mesterskabet! Slutstillingerne i de 3 grupper kan ses i turneringstabellerne via link'et nedenfor - vi tager lige en hurtig gennemgang af grupperne.

Mesterklassen
Der var "overraskelser" fra starten, hvor de lavest ratede i gruppen, trods pænt ratingunderskud, viste at de højestratede skulle få modstand. Og alle i gruppen fik både gevinster og nederlag i løbet af turneringern! Tre spillere stod lige på 3½ af 6 før sidste runde: Thomas Bach og Jørgen Christensen, som skulle mødes, og Sigfred Haubro, som havde sort mod Mikkel Andreassen, som havde haft en pænt god turnering. Thomas vandt over Jørgen, og da Sigfred og Mikkel spillede remis, endte Thomas på 4½, udelt, og Sigfred på 4, udelt! Mikkel, Jørgen og Otto Larsen, som fik et heldigt punch ind i sidste runde, fik alle fine 3½, og vores spillere var ugæstfri nok til at efterlade de 3 spillere udefra på en delt sidsteplads på 3 point. Se slutstillingen i tabellen nedenfor.

Basis 1
Martin Haubro
, BMS, havde en kanon turnering og var sikker på 1.pladsen allerede inden sidste runde. Sejren på 5½ af 7 viser god fremgang for Martin i turneringspartier! Også 2.pladsen gik til en af BMS Skaks unge stortalenter, nemlig Jonathan Braüner, som med 4 af 7, ½ point over forventet score, igen beviste, at han spiller på et meget højt niveau for sin alder. Der var tredelt 3.plads på 3½ point til BMS Skaks Henning Christensen og Jon Capion samt gæsten Klaus Bjerre Hansen fra Odysseus.

Basis 2
Lauritz Ziethen
, BMS, rykker pænt i øjeblikket og fik en rigtig fin sejr i denne gruppe med 6 af 7! Der er "luft" ned til de næste, hvor Michael Vesterli, BMS, trods nederlag i sidste runde mod en af de garvede spillere Niels Arup, fik en fin 2.plads med 4½. Derefter finder vi ikke mindre end 5 spillere på 4 point: Bendt Laursen, Frederikssund, og BMS spillerne Niels Arup, Jørgen Holst, Jens Capion og Peter Olsen.

Direkte link til BMS Mesterskabet her.
Slutstillingen i Mesterklassen:

------------------------------------------------
 1. Thomas Bach ........... x ½ 0 1 ½ 1 ½ 1  4½
 2. Sigfred Haubro ........ ½ x ½ 0 1 1 ½ ½  4
 3. Mikkel Andreassen ..... 1 ½ x 1 0 0 ½ ½  3½
 4. Jørgen Christensen .... 0 1 0 x 1 ½ 1 0  3½
 5. Otto Larsen ........... ½ 0 1 0 x 1 0 1  3½
 6. Jeppe Nicolaisen ...... 0 0 1 ½ 0 x ½ 1  3
 7. Daniel Andersen ....... ½ ½ ½ 0 1 ½ x 0  3
 8. Steffen Petersen ...... 0 ½ ½ 1 0 0 1 x  3
------------------------------------------------


 

Tre sjællandsmesterskaber til BMS-juniorerne!
af Sigfred Haubro     27/4-2008

Tre sjællandsmesterskaber til BMS-juniorerne!

BMS Skak fik 3 sjællandsmestre ved SM 2008. Jacob Brorsen, Michael Vesterli og Jonathan Braüner blev Sjællandsmestre efter flotte præstationer. Der var bronzemedaljer til Dara Akdag og Benjamin Braüner.

I år havde BMS 16 deltagere med til det afsluttende SM som er sæsonens sidste juniorturnering. I gruppe A var vi ikke repræsenteret så den kunne vi ikke vinde, men alligevel kan man godt sige vi gjorde det for Gruppe A og Gruppe B spillede sammen og vi havde 2 favoritter Dara Akdag og Jacob Brorsen samt outsiderne Loui Halse og Lauritz Ziethen. Dara og Jacob trak hinanden i første runde så top opgøret kom hurtigt, Jacob vandt partiet og herefter var turneringen hans, han afgav kun en halv i tidsnød hvor han godt kunne have spillet videre. Jacob vandt dermed SM sikkert med 5½ af 6. Dara kæmpede sig lidt tilbage men et sjusket parti i næst sidste runde gjorde at han måtte nøjes med at blive nr. 3 med 4 af 6. Lauritz og Loui lå lige efter og scorede solide 3 af 6 og det kunne godt være blevet til mere hvis f.eks. Lauritz ikke i det ene parti havde givet sin dronning væk 2 gange.

I Gruppe C havde vi Jon Capion og Martin Haubro med. Martin startede med at tabe 2 remisstillinger på tid så derefter var det op af bakke. Martin fik dog rejst sig og sluttede med 4½ af 7 og en lille pokal til samlingen med sin 5 plads. Jon kæmpede også godt i denne hårde gruppe hvor alle slog alle og sluttede med 3½ af 7. I Gruppe D startede Michael Vesterli med at tabe, men da han vandt de næste 6 var han sikker på at blive nr. 1-2. For at blive nr. 1 så skulle den førende Casper Christensen sætte point til, og da han tabte til Emil Wullf blev Michael nr. 1. Andreas Lyngsø var også i denne gruppe og startede med 3 af 3 og siden 3½ af 4, men 3 nederlag bragte Andreas tilbage til midterfeltet. Monika Haubro startede med at vinde men fik så 4 nederlag før der kom 2 sejre i hus og i alt 3 af 7. Martin Jessen havde ikke en så god score på denne dag og måtte nøjes med en enkel gevinst.

I Gruppe E regerer Jonathan Braüner. Jonathan har vundet alle sine Junior Grandprix partier i år! En utrolig bedrift - og et sikkert SM blev ligeledes hjemført. I denne gruppe overraskede Mikkel Goldschmidt med flotte 4½ af 7 og en 5 plads pokal. Alexander Mills lavede flotte 4 af 7, Daniel Lamberth lavede 3 af 7 og Frederik Jensen 2 af 7 - helt ok. I Gruppe F er Benjamin Braüner vores trumfkort og han var oppe mod de 2 sædvanlige rivaler Martin Percivaldi og Peder Galei. Denne gang blev det Benjamin der trak det korte strå så flotte 6 af 8 gav ”kun” bronze. I alt fik BMS Skak så 3 Sjællandsmestre + 2 bronzemedaljer + 2 stk’s 5 plads pokaler + erindrings pokaler til alle deltagere. Stævnet, som i år var arrangeret af 2. Hovedkreds, foregik velorganiseret og behageligt og kantinen var både billig og god.

 

Træningssession med GM Ivanov
af Tom Skovgaard     26/4-2008

Træningssession med GM Ivanov

 

Mandag d. 21. april havde spillere fra BMS Skaks 1. og 2.hold en træningssession med den russiske stormester Mikhail Ivanov - umiddelbart efter GM-turneringen CCC 2008, inden Ivanov skulle tilbage til sit hjemland. GM Ivanov gennemgik en spændende variant af Spansk og spillede derefter simultan mod de som havde mulighed for at blive til lidt sent! Resultaterne af simultanen blev følgende:

GM Ivanov
1 - vandt over Sven Pedersen, Tom Krog Nielsen og Dara Akdag
½ - spillede remis med Mikkel Andreassen, Carsten Heiberg og Jacob Brorsen
0 - tabte til Tom Skovgaard

 

BMS Skaks GM-turnering CCC 2008 en succes
af Tom Skovgaard     26/4-2008

BMS Skaks GM-turnering CCC 2008 en succes

BMS Skaks GM-turnering Copenhagen Chess Challenge 2008 er nu slut. Og turneringen blev alt i alt en stor sportslig succes - såvel for alle gæsterne som for flere af BMS Skaks egne spillere. Turneringen, som fik sit nye navn i år, er pænt stærkere end de tidligere år - og gav mulighed for GM- og IM-normer - takket været vores nye hovedsponsor Formuepleje. Og det var tæt på at en GM-titel blev udløst, idet vinderen IM Allan Stig Rasmussen med gevinst i sidste runde ville have fået sin tredie GM-norm, men det blev "kun" til remis og udelt 1.plads til den stærke danske IM'er.

Af BMS spillerne var det først og fremmest Dara Akdag, som imponerede. Gennem sejre over nogle af de stærke udenlandske titelholdere midt i turneringen kom Dara i nærheden af IM-normen med en præstationsrating lige over 2350(!), men drømmene om dette blev stoppet af en stærkt spillende GM Movszisian i 8. runde. Men et super resultat af Dara. Også Lars Bech Hansen, som havde administrative turneringsopgaver ved siden af, imponerede med gode resultater. Og herudover fik stort set alle BMS spillere over deres forventede score!

Kig forbi turneringens hjemmeside på www.copenhagenchesschallenge.dk og check de mange spændende partier og gode billeder samt selvfølgelig tabel og slutstilling.

Fra BMS Skak deltog - med score og forventet score (i parentes):
Snart-udnævnt-til-IM Nikolaj Mikkelsen 5½ (5.05)
Peter Skovgaard 5 (4.60)
Søren Peschardt 4½ (4.40)
Sigfred Haubro 4½ (af 8) (4.45)
Dara Akdag 5 (2.60!)
Lars-Henrik Bech Hansen 4 (2.85!)
Jonathan Braüner 3½ (2.05)
Martin Haubro 1½ (af 8) (1.95)
Jon Capion 2½ (2.60)

 

Copenhagen Chess Challenge 2008 i gang
af Tom Skovgaard     17/4-2008

Copenhagen Chess Challenge 2008 i gang

Så er den fjerde Copenhagen Chess Challenge i fuld gang i klublokalerne på Tapeten her i Bededagsweekend'en. Turneringen, som først har fået sit nye navn i år, er pænt stærkere end de tidligere år - og giver mulighed for GM-normer - takket været vores nye hovedsponsor Formuepleje.

Kig forbi turneringens hjemmeside på www.copenhagenchesschallenge.dk og nyd det stærke internationale felt med 4 stormestre og 3 IM'er samt en masse andre stærke spillere og unge talenter. Og der bliver sendt live fra de 8 topbrætter i hver runde, og der er billeder og partier at finde på hjemmesiden via links i tabellen.

Fra BMS Skak deltager:
Snart-udnævnt-til-IM Nikolaj Mikkelsen
Peter Skovgaard
Søren Peschardt
Sigfred Haubro
Dara Akdag
Lars-Henrik Bech Hansen
Jonathan Braüner
Martin Haubro
Jon Capion

 

Sensationel redning i 1. division!
af Sigfred Haubro     13/4-2008

Sensationel redning i 1. division!

Inden sidste runde var der kun én måde at forblive i 1. division på for BMS Skak's 1.hold, nemlig med en sejr på 5 – 3 over Frederiksberg. Det så ikke så lyst ud inden kampen da vi måtte undvære Nikolaj, der var i Rusland, Peter, der var til jobtræning, og Sven, der var strandet i Chicago pga. snevejr og ikke som planlagt kunne komme til Danmark lørdag! Frederiksberg måtte til gengæld undvære Svend Hamann.

Kampen bar hurtigt præg af det var en vind eller forsvind kamp, da der blev kæmpet hårdt og taget chancer på begge sider. Carsten kom først til gevinsten, da Frode gik helt galt i byen og først måtte aflevere en kvalitet og ret hurtigt efter kongen. Søren, der hurtigt kom til at stå godt, gik til gengæld galt mod Henrik og så var det 1 – 1. Dara fik på det tidspunkt et remistilbud, som blev afslået, hvorefter hans modstander gik helt galt i byen og blev sat mat. Michael, der havde fået hovedpine, tog et par piller og spillede videre og vandt hurtigt! Thomas, der vandt en kvalitet i åbningen, stod meget lige, men Dan bukkede en officer og så stod det 4-1! Ib tog herefter en ½ og lod det være op til Benjamin og mig at skaffe den sidste ½. Jeg stod klart til gevinst og da jeg ikke fumlede vandt jeg. Benjamin havde fået et tårnslutspil med en lille fordel, som han forvandlede til et bondeslutspil med fordel, hvorefter han vandt i fin stil. Så mod alle odds blev det til en 6½ - 1½ sejr over Frederiksberg som så fik sorteper og må ned i 2. division. 

FrederiksbergBMS Skak1½-6½
1Dan Henry Andersen 2263/2278-2154/2219Thomas Bach Nielsen 0-1
2Per Henrik Dorff Jørgensen 2233/2271-2148/2186Benjamin Skjoldan 0-1
3FM Allan Poulsen 2204/2278-2105/2055Ib Skovgaard ½-½
4FM Henrik Sørensen 2152/2214-2088/2133Søren Peschardt 1-0
5Lars Bo Rasmussen 2045/2095-2063/2113Sigfred Haubro 0-1
6Erik Holstein 2035/2094-2005/2042Dara Sevkan Akdag 0-1
7Frode Benedikt Nielsen 1906/2056-1988/2060Carsten Hejberg 0-1
8Morten Agervig Helles 1830/1946-1928/2030Michael Tandrup 0-1

 

BMS 2 - Vestegnen 1
af Tom Krog Nielsen     8/4-2008

BMS 2 - Vestegnen 1

BMS 2                          3½-4½                        Vestegnen 1
Miriam Olsen                      0-1                           Mohammad Ali 2263
Dara Akdag                       ½-½                         Carsten Nielsen 2118
Jesper Ulrich                      0-1                           Kim Røper Jensen 1972
Lars Bech Hansen               0-1                           Eigil Meedom 1930
Michael Tandrup                ½-½                          Brian Feldborg 1810
Tom Krog Nielsen                1-0                           Jesper Bergstrøm 1788
Tom Skovgaard                 ½-½                          Birger Madsen 1670
Poul Munk                         1-0                           Tina Vehl 1533

Sæsonens sidste kamp er altid noget speciel; ikke mindst fordi fællesafslutningen foregår i vores egne lokaler og alle hold er samlet. Samtidig er det også en runde, hvor man ofte ikke har andet end æren at spille om, fordi man hverken kan nå op- eller nedrykning. Noget spænding var der dog på spil, fordi vores hold – på trods af at være ubesejret gennem sæsonen(!) – med et stort tab kunne rykke ned. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen hold i mesterrækken er faldet helt igennem i denne sæson og det endelige resultat taler da også for sig selv med bare 7 point forskel mellem nr. 2, Vestegnen, og nr. 8, Gladsaxe. Herlev var den rigtige gruppevinder, da de som det eneste hold markerede sig flot med en margen på 5 point til nr. 2. Desuden vandt Herlev 6 ud af 7 matcher og afgav kun matchpoint i den uafgjorte kamp mod vores hold. I dagens opgør mod Vestegnen havde Miriam endnu engang fået den tvivlsomme ære af de sorte brikker mod en +2200-spiller. Hun forvaltede opgaven godt og havde faktisk muligheder indtil det sidste for at spille på gevinst, hvis hun havde fundet det rigtige forsvarstræk. I stedet trængte Mohammad ind på baglinjen, hvilket kostede Miriam hele pointet. Dara var ikke selv tilfreds med sit spil, selv om han spillede remis med en god spiller. Dara slog med den forkerte bonde i træk 18, hvilket forvandlede en svagt fordelagtig stilling til en lige stilling. Dara forsøgte i træk 36 lidt fusk med at sende en farlig fribonde frem, men modstanderen så det korrekte modspil. Da Dara lidt senere tilbød remis tog modstanderen lidt overraskende imod, da han havde en lille fordel, hvor han uden risiko kunne spille på gevinst. Jeg så ikke meget af Jespers parti, så jeg ved ikke, hvor han fejlede, men da det kun var Jespers andet parti i sæsonen, vil han naturligt nok være lidt rusten. Lad os håbe Jesper kan spille lidt mere i næste sæson. Lars blev udsat for sin egen yndlingsåbning. Åbningen blev præget af teoritræk og stillingen var helt lige til og med træk 16. Efterfølgende må Lars være ramt af et anfald af skakblindhed for både hans træk 17, 18 og 19 var deciderede dårlige træk og efter modstanderens 19. træk gav Lars op. Michael spillede matchens længste parti. Til sidst sad han med ca. 1 minut tilbage mod modstanderens ca. 2. minutter. Michael havde to bønder og springer mod modstanderens 1 bonde og springer og Michael prøvede ihærdigt at vinde. Om gevinststillingen var på brættet på et tidspunkt ved jeg ikke for ingen af parterne havde tid til at få alle spidsfindighederne med i tidnøden og der var ikke tid til at notere, men til sidst måtte Michael stille sig tilfreds med ½ point, hvilket trods alt er bedre end at tabe på tid i en gevinststilling! Tom Krog (ego) fik et déjà vu, da jeg ligesom sidste år til holdafslutningen sad med de hvide brikker overfor Jesper Bergstrøm. I modsætning til sidste år, hvor han kom helt forfærdeligt fra åbningen, var det i år mig, som sad og kludrede, så jeg ret tidligt i partiet var bagud med en bonde. I en lang fase af partiet bedømmer Fritz 10 stillingen til mere end +2 til min modstander. Heldigvis satte han en kvalitet i slag, så jeg kom ind i partiet igen. Fritz 10 vurderer herefter stillingen som lige, men det afgørende for, at jeg efterfølgende vandt, var det faktum, at min stilling var nem at spille, mens det var min modstander, som skulle finde de svære træk, hvilket han heldigvis ikke gjorde hele vejen igennem! Tom Skovgaard lagde et pænt pres på sin modstander, men det lykkedes akkurat for modstanderen at holde den halve. Poul havde ikke de store problemer med Tina, selv om han på et tidspunkt tillod en dronningafbytning, hvilket gjorde gevinstføringen lidt mere krævende end det var nødvendigt. Sæsonens første nederlag kom altså i sidste runde, men fem gange 4-4, en gang 4½-3½ og en gang 3½-4½ kendetegner den mest jævne sæson for noget hold, jeg nogensinde har spillet på! De 50% rækker til en fjerdeplads i årets mesterrække. Næste år må vi mødes inden sæsonstart og tale om målsætninger for sæsonen, forventninger til hinanden, holdetik mv. På sigt er målet at få andetholdet i divisionen.

 

Scandinavian Open, slut
af Nikolaj Mikkelsen     7/4-2008

Scandinavian Open, slut

Så er den 11-runders lange turnering slut. Sidste rapport sluttede ved 6. runde, så denne rapport kan passende starte ved 7. runde. Forventningen var at et point af tre runder ville sikre mig min sidste IM-norm - og pointet kom allerede i 7. runde, da jeg stille og roligt udspillede FM Björn Thorfinnsson (2364). Så kunne jeg slappe lidt af - normen og titlen var i hus!

I 8. runde fik jeg en lang kamp med FM Jasmin Bejtovic (2353) - et parti der svingede lidt frem og tilbage for til sidst at ende remis. I 9. runde tog jeg stille og roligt et helt point med de sorte klodser mod IM Bragi Thorfinnsson (2406) - broren til min modstander i 7. runde. Under mine forberedelser havde jeg set, at begge brødre har det med at spille lidt for aktivt i stillinger, der ikke kan bære det. Jeg gjorde det samme som i 7. runde, kom under et midlertidigt pres, men da stormen var ovre havde alle mine brikker, i modsætning til min modstanders, dejlige felter. En dejlig fornemmelse at udspille IM'ere positionelt!

Den 10. runde var helt speciel. Jeg skulle møde FM Daniel Semcesen (2349) med de hvide og et point ville betyde GM-norm! Jeg har to gange før spillet om GM-normer og begge gange været så nervøs, at spillet på ingen måde har hængt sammen! Denne gang prøvede jeg at få styr på mine nerver og være cool. Men alligevel gik der noget galt, og jeg begyndte at spille alt for passivt. Daniel viste tænder og vandt meget overlegent og sikkert! Øv!

For at slutte af med manér var der brug for en gevinst i sidste runde - modstanderen var Daniel V. Pedersen. Jeg fik en forrygende stilling fra åbningen, men han fik redet stormen af. I en stilling der var uklar tabte han en officer i tidnød - og jeg vandt.

I alt fik jeg så 7½ point af 11 runder - en præstation på 2540. Førstepladsen blev delt af fire spillere: GM Lars Schandorff, GM Henrik Danielsen, GM Stellan Brynell, og mig selv. På korrektion var Schandorff nr. 1 og jeg nr. 2. Udover det vandt jeg præmien for bedste parti - nemlig min gevinst over Henrik Danielsen i første runde. En delt førsteplads, den sidste IM-norm, en hel bunke rating og glanspræmie - en af de gode turneringer!

Også organisatorisk var turneringen enormt vellykket, og alle var meget tilfredse med både forhold og turneringsform. Det er ikke mange normgivende turneringer der findes i Danmark året rundt, og det er super at der tages nogle initiativer til at organisere nogle flere turneringer. Stor ros til Esben Lund for at have stablet denne turnering på benene !!

Næste turnering i kalenderen er så BMS' egne turnering: Copenhagen Chess Challenge. Også den turnering ser ud til at blive en kæmpe succes - en rigtig stærk open med masser af spændende spillere! Vil se frem til at møde en masse stormestre igen!

Nikolaj 

 

Nikolaj Mikkelsen IM!
af Tom Skovgaard     4/4-2008

Nikolaj Mikkelsen IM!

Nikolaj Mikkelsen, 20 år, har i dag opnået sin tredie og sidste norm til titlen "International Mester" (IM)! Og da Nikolaj allerede har været over 2400 i FIDE-rating er det nu kun en ekspeditionssag at få ansøgt om titlen, så Nikolaj om nogle få måneder vil få den officielle udnævnelse.

Nikolaj har scoret den tredie og sidste norm i den igangværende turnering "K41 Scandinavian Open 2008", som spilles i Valby hos K41 med et stærkt felt med bl.a. 4 stormestre. Efter 9 af 11 runder ligger Nikolaj i front sammen med højestratede GM Lars Schandorff med flotte 6½ af 9! Præstationsratingen er langt over kravet til IM-norm, så måske Nikolaj endda har en chance for at gå efter en GM-norm!? Eller turneringssejren!?

BMS Skak ønsker Nikolaj tillykke med IM-titlen - det vil blive markeret på passende vis på en klubaften i nærmeste fremtid.

 

BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup

BMS Skak på Facebook 

Dansk Skak Union 
Kbh. Skak Union 

Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30