BMS Skak - Seneste nyheder
![]() | ![]() | |
| K-skak DM - måske BMS triumf!? | 13/10-2008 | |
| Nikolaj spiller åben GM-turnering i Rusland | 10/10-2008 | |
| Fritter 2 Egebjerg vinder Det Sorte TÃ¥rn | 9/10-2008 | |
| Det Sorte TÃ¥rn | 1/10-2008 | |
| Vladimir Open 2008 | 26/8-2008 | |
| Thomas Bach Nielsen spiller simultan | 17/8-2008 | |
| Sidste hilsen fra Ãstrig | 14/8-2008 | |
| Tredje hilsen fra Ãstrig | 12/8-2008 | |
| Anden hilsen fra Ãstrig | 10/8-2008 | |
| Første hilsen fra Ãstrig | 8/8-2008 | |
![]() | ![]() |
K-skak DM - måske BMS triumf!?
af Søren Peschardt 13/10-2008
K-skak DM - måske BMS triumf!?
Der er spænding til det sidste i 2007-udgaven af K-skak DM! Den aktuelle stilling kan ses her: http://www.iccf-webchess.com/EventCrossTable.aspx?id=13271&order=p
Desværre tabte jeg topopgøret mod DM2006 Søren Rud Ottesen - men der er faktisk en lille chance for at jeg alligevel slutter øverst i slutstillingen! Vi mangler begge at spille færdig mod Brian Feldborg - og jeg skal vinde (og den anden Søren spille remis) for at "skabet" komme hjem! Du kan selv analysere lidt på mulighederne ved at klikke på det rigtige sted i tabellen - ligesom du kan se de færdigspillede partier på samme måde.
Tilmeldingsfristen for DM2008 er den 15.oktober - og der er i skrivende stund enkelte ledige pladser! Hvis du ikke har et ICCF-ratingtal - så kan du i stedet bruge dit FIDE-tal. Kan komme i tanke om indtil flere BMS-spillere, der kunne være med - også nogle som har spillet turneringer i Norge for nylig :-)
Nikolaj spiller åben GM-turnering i Rusland
af Tom Skovgaard 10/10-2008
Nikolaj spiller åben GM-turnering i Rusland
IM NIkolaj Mikkelsen spiller i øjeblikket med i en åben GM-turnering i Rusland, hvor han også bor pt. Nikolaj melder at turneringen er superstærk med 20 GM, endnu flere IM og 4 mand over 2600! Der er spillet 8 af i alt 9 runder og Nikolaj ligger med 4½ pts. i den øverste trediedel af feltet - sidste runde spilles lørdag.
Link til turneringssiden her:
http://www.totalchess.spb.ru/kalend/2008/chigorin_res.html
Fritter 2 Egebjerg vinder Det Sorte TÃ¥rn
af Tom Krog Nielsen 9/10-2008
Fritter 2 Egebjerg vinder Det Sorte Tårn 2008

Onsdag den 8. oktober 2008 mødte 8 skaklystne hold fra fritidshjem i kommunen frem på Tapeten til den ultimative dyst om retten til Det Sorte Tårn. De, der har læst - eller set - triologien om Ringenes Herre, vil forstå det, når jeg fortæller, at Det Sorte Tårn drager på samme måde som Ringen og derfor måtte Sigfred Haubro, Carsten Hejberg og Tom Krog (ego) vogte tårnet for alle de dragne, som lige skulle løfte tårnet, pille ved det osv. før vi slutteligt kunne overdrage vandrepokalen til de rette vindere, der får æren af at have tårnet i besiddelse det næste år. Forinden skulle de 8 5-mandshold igennem de 3 afsluttende, nervepirrende runder, hvor adrenalinen stod så tyk i luften, at man nærmest måtte skære sig igennem, når man gik gennem lokalet. De nogleogfyrre børn (inkl. reserver), der var aktive i turneringen besidder endnu ikke alle pointerne i broncespringeren eller alle de klassiske finesser ved åbningsspillet, men til gengæld er viljen og lysten til skak til stede i en grad, så man som inkarneret skakfan må fryde sig. Turneringen er ikke ren konkurrence men også en årlig social begivenhed, hvor fritidshjemmene medbringer kage (nogle gange hjemmebagt - andre gange hjemmebragt!) og vi i klubben laver saftevand. Der er præmier til alle deltagerne, så alle får en positiv oplevelse med hjem, selv om der selvfølgelig altid er nogen, der tager et nederlag pænere end andre. Men der lægges vægt på god sportslig optræden - god kamp, håndslag - og tak for kampen, når man er færdig uanset resultatet, så skak kan også gøre folk til gode samfundsborgere!
Nå, inden jeg kommer for godt i gang med lovprisningen af skakkens velsignelser vil jeg afslutningsvis vise slutstillingen i turneringen, der afslører, at der vist er nogle på Egebjerg, som øver sig i skak!
1. Fritter 2 Egebjerg (førstehold) 24 point
2. Fritter 2 Egebjerg (andethold) 19½ point
3. Lundegården 18½ point
4. Maglegården 16½ point
5. Nordlyset (andethold) 13½ point
6.-8. Rugvænget (førstehold) 11½ point
6.-8. Rugvænget (andethold) 11½ point
6.-8. Nordlyset (førstehold) 11½ point
Vi gjorde også noget reklame for klubbens juniortræning,
så måske ser vi nogle af de skaklystne poder igen; hvem ved?!
Det Sorte TÃ¥rn
af Tom Krog Nielsen 1/10-2008
Det Sorte Tårn 2008
Kampen om Det Sorte Tårn er nu i gang. I dag dukkede ca. 40 børn op på Tapeten i kampen om vandrepokalen Det Sorte Tårn, som stenhugger og klubmedlem Ian Bredahl lavede for ca. 12 år siden. Det Sorte Tårn er en fritidshjemturnering for alle fritidshjem i kommunen, hvor hvert fritidshjem deltager med et 5-mandshold, som dyster mod hinanden på de 64 felter. Sigfred og undertegnede har nu i 22 år - siden 1986 - hvert år troligt arrangeret fritidshjemturneringer for kommunens børn - ja, vi ved det kan være svært at tro på, så unge og smukke vi ser ud!
I år er konceptet lidt anderledes end sidste år, fordi vi i de senere år har oplevet et vigende antal tilmeldinger til turneringen. Tidligere har man i de indledende runder mødtes på fritidshjemmene (ca. 4-5 indledende runder) for så at afslutte med en fællesafslutning på Tapeten. I år har vi valgt at holde 2 dage på Tapeten, hvor der hver af dagene spilles 3 runder.
I dag spilledes så de første 3 runder og Fritter 2 fra Egebjerg har lagt sig pænt i spidsen med 13 point ud af 15 mulige, men meget kan ske endnu. Vi ved af erfaring, at der helt til og med sidste runde kan byttes voldsomt rundt på stillingen.
Næste runde - med afsluttende pokal- og medaljeoverrækkelse - foregår på Tapeten onsdag den 8. oktober fra kl. 14 - 17. Alle er velkomne til at komme og se på.
Vladimir Open 2008
af Nikolaj Mikkelsen 26/8-2008
Vladimir Open 2008
Hej alle Jer derhjemme i Danmark! :)
Så har jeg overlevet de første par uger i Rusland og spillet min første turnering som IM (hvilket jeg også overlevede!). Jeg bor i Sankt Petersborg - en super smuk by. Her kommer jeg til at få det godt! Vi (mig og min pige) bor i en nyrenoveret etværelseslejlighed ikke langt fra byens navle - dvs. tredive min. med metro fra centrum. Byen er ufatteligt stor, og her bor lige så mange mennesker som i hele Danmark. Alt kan købes på alle tidspunkter i døgnet - har jeg fx lyst til at finde et bibliotek kl. 04.00 søndag morgen, så er det ingen sag. Byen sover aldrig!
Jeg var blevet inviteret til Vladimir Open 2008 - en stærk turnering i byen Vladimir, hvor jeg tidligere har spillet. I turneringen deltog 60 skakspillere - heraf 45 med over 2300 i elo! Russere, hviderussere, folk fra Kazakhstan, Ukraine og en enkelt mand fra USA (selvfølgelig en russer). Fedt selskab! Turneringens største talent var nok 15-årige Vladimir Belous, som er gået fra 2250 til 2410 på det sidste halve år! Fem kvinder med over 2300 i elo deltog også, flere af dem under 18 år. Jeg var selv seedet som nr. 20 med 2430 i elo og var spændt på, om jeg kunne holde mit nye, høje ratingtal.
Målet var selvfølgelig turneringssejr og GM-norm!
Runde 1:
Vdovin, Sergej (0) 0-1 NM (2430).
En uratet modstander i første runde! Walk-over? No way! Jeg blev flået fra hinanden i midtspillet og var bagud med en bonde uden nogen form for modspil. Jeg fik åbnet hans kongestilling og fik fusket mig til et helt point. Runderne efter spillede min uratede modstander op med flere FM og IM. Der kan man bare se.
Runde 2:
NM 1 – 0 IM Mikheev, Stanislav (2242).
Hvid mod verdensmesteren i skak for invalide! En super flink fyr. Det blev fransk, og jeg fik en typisk lille fordel, som jeg holdt hele partiet. Løberpar og lidt bedre bondestruktur. Langsomt, men sikkert, konverterede jeg min fordel til et point.
Runde 3:
GM Shaposhnikov, Evgenij (2558) ½-½ NM.
Første hårde negl i turnering. En ung, giftig stormester, som er klar på alle hovedvarianter. Jeg spillede Drage-varianten i Siciliansk for første gang nogensinde! Han fik en lille fordel meget typisk for de varianter, men jeg holdt en halv.
Runde 4:
NM ½-½ GM Kokarev, Dmitrij (2582).
Højesteratede deltager i turneringen. Det blev en skarp najdorfvariant, hvor min modstander hurtigt spillede os ud af hovedvarianterne. Jeg prøvede at ofre mig igennem, men han undveg uden problemer. Vi fik en typisk stilling, hvor jeg havde dronning og to tårne mod dronning, tårn og to lette. Til gengæld havde jeg tre forbundne fribønder. Min teknik rakte ikke og jeg spillede planløst, da der ikke var noget konkret i stillingen. Han fik fordelen, men jeg holdt en halv.
Runde 5:
IM Gavrilov, Aleksej (2447) 0-1 NM.
Jeg spillede min yndlingsvariant i Moderne, med hvilken jeg har haft helt fantastiske resultater med. Dette parti var ingen undtagelse, og selvom hvid får et vist initiativ fra åbningen, skal sort blot overleve for at få en fordel i slutspillet. Hvilket skete.
Efter fem runder havde jeg altså fire point, førte turneringen på deling med en super præstationsrating. Jeg var ”on fire”. Men så løb jeg ind i sygdom. Æv! Efter runde fem var der fridag, hvilken jeg brugte på at ligge i min seng med feber, hovedpine og hele pakken. Desværre var én dag ikke nok til at få det bedre, og i de efterføldende tre runder, var det en kamp blot at komme hen til spillestedet. En af stormestrene fortalte mig, at han havde haft samme problem de tre første dage! Han havde spist noget dårligt på vej til byen og kunne stort set ikke spille de tre første runder. Jeg spurgte ham, hvordan han kom sig - svaret var simpelt. "Første dag prøvede jeg at slappe af, drikke en masse vand, kefir, te osv. Anden dag det samme. Uden virkning. Tredje dag købte jeg en flaske vodka, og fjerde dag var både sygdom og vodka væk". Klassisk. Velkommen til Rusland! :o)
Jeg valgte at finde en anden løsning på mine problemer, vil jeg skynde mig at tilføje!
Runde 6:
GM Aleksandrov, Aleksej (2574) 1-0 NM.
Nogle har måske allerede hørt om Aleksandrov. Tidligere verdensstjerne, som havde 2680 i elo for blot fem år siden. Slog Shirov for halvanden år siden. Europamester i hurtigskak. Ikke nogen dårlig spiller! Vandt senere turneringen med 2700-præstation og 8½ af 10. Vores parti fulgte partiet Aleksandrov-Ivanchuk i mange træk. Jeg havde en forbedring af Ivanchuks spil med hjemmefra og fik lov til at overraske min erfarne modstander. Jeg fulgte op med både bonde- og officersoffer og fik en klar fordel! Efter to timer var der dog ikke mere energi tilbage, og jeg måtte slå over på ’auto-pilot’, fordi jeg havde det dårligt. Aleksandrov var ikke lang tid om at udnytte det, og tog sikkert hele pointet fra en stilling, jeg normalt aldrig ville tabe! Æv!
Runde 7:
NM ½-½ IM Konovalov, Nikolaj (2440).
Som i runden før havde jeg en god forberedelse med hjemmefra og fik en klart vundet stilling. Denne gang uden at tænke mig om! To rene merbønder. Undervejs havde jeg endda et træk, der vandt en officer rent! Men både teknikken og variantberegningen gik helt galt. Jeg bandede og svovlede hele vejen fra spillestedet og hjem til min seng.
Runde 8:
NM ½-½ IM Danin, Aleksandr (2469).
Igen et parti, jeg måtte spille med halv styrke. Havde en solid fordel hele partiet igennem og gjorde alt for at fastholde den. Men jeg var simpelthen så træt af, at jeg ikke længere vandt mine gode stillinger! Da jeg ikke kunne komme videre ofrede jeg en kvalitet og det hele blev uklart. Et vildt tidsnøddrama endte med remis.
Runde 9:
GM Kornev, Aleksej (2523) 0-1 NM.
Hvilken lettelse at kunne spille frit!! Jeg følte mig på toppen og klar til at vinde. En stilling med en lille hvid fordel blev til en helt lige stilling, som blev til en lille sort fordel, som langsomt blev konverteret til et helt point. Min modstander GM Kornev er af den type, som virkelig anser sig selv for overlegen i enhver situation. Han møder op hver dag i jakkesæt og slips og næsen højt højt oppe i skyerne. En fornøjelse at udspille ham!
Min præstationsrating var lige under 2600 her efter 9 runder, men GM-normen var alligevel langt væk. Kun en af mine modstandere var ikke-russer, og antallet af nationer, jeg havde spillet imod, var for lavt. Den sidste runde handlede derfor ikke om en norm, men om en top-placering. Det var klart, at en gevinst gav en delt 2. plads, en god præmie og muligvis kvalifikation til knockout-turneringen ”Russia Cup – finals”. Jeg var godt forberedt og mødte op med alt mulig motivation til at vinde sidste runde.
Runde 10:
NM 0-1 GM Krapivin, Aleksandr (2471).
Skandale. Uden lige. En miniature med mig på den forkerte side af brættet. Jeg har dog fundet noget trøst i, at min modstander fandt en taktisk genistreg, som selv Nigel Short, kunne være faldet i for to år siden. Partiet:
1.e4 c5 2.Sf3 e6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 Sc6 6.Sdb5 d6 7.Lf4 e5 8.Lg5 a6 9.Sa3 b5 10.Sd5 Le7 11.Lxf6 Lxf6 12.c4!?
Et træk jeg virkelig tror, vil undergrave hele Svheshnikov-varianten!
12...0–0??!
En bonde lige i slag for ikke nok kompensation! Han var også selv ude af bogen. Målet var en kompliceret stilling, som kunne vindes. 12...b4 fører til en stilling, sort sjældent vinder.
13.cxb5 Sd4 14.bxa6 Lg5 15.Sc2
Som selv Nigel Short har spillet. Får hvid jaget sorts springer væk fra centrum er alle problemer væk, og pointet næsten i hus.
15...Lg4!
Jo jo, det ser flot ud, og 16.f3 Lh4+ vinder sort let, men efter 16.Dd3, som Nigel også spillede, hvad så??
16.Dd3 Tc8!!
Med hovedpointen 17.Sxd4 Da5+ 18.b4 Dxa2!! Med sort fordel.Resten er lige så skandaløst.
17.Sc3 d5 18.Sxd4 dxe4 19.Db5 Dxd4 20.Le2 Txc3 21.Lxg4 Dd2+ 22.Kf1 Tc1+ 23.Txc1 Dxc1+ 24.Ke2 Dxh1 25.a7 Dxg2 26.Lc8 e3 27.Db7 e4 0–1
Jeg er kommet mig nu, skuffelsen har lagt sig, og jeg er ganske tilfreds med resultatet. Til gengæld hungrer jeg efter at få lov til at spille igen! Jeg kan mærke, at der snart er en norm på vej :o)
I hører mere!
Mange russiske hilsner,
Nikolaj
Thomas Bach Nielsen spiller simultan
af Poul Munk 17/8-2008
Thomas Bach Nielsen spiller simultan
Tirsdag den 26. august 2008 kl. 19.30 spiller Thomas simultan mod klubbens medlemmer. Udover simultan vil Thomas holde et lille foredrag.
Mød op giv Thomas en god udfordring.
Sidste hilsen fra Ãstrig
af Jørn Braüner 14/8-2008
Sidste hilsen fra Østrig
Det er i dag sidste dag i Østrig. Vi har haft en rigtig god tid hernede sammen. Der har kun været 10 minutters gang fra spillelokalet til vores ”Gasthof”. Samtidig er der legeplads, minigolf og friluftsbad imellem de to steder. Derfor har vi uden problemer fyldt tiden godt ud. Der er en del mere læsning om turen fra Mads Svendsen (rejselederen), der skriver tre ret uddybende rapporter på DSUs hjemmeside (den sidste skriver han efter han er kommet hjem).
En af de ting der har gjort turen meget berigende for en interesseret ”skak-forælder” er, at der har været åbent hele tiden for alle i spillelokalerne, så man hele tiden har kunnet se alle partierne. Det har fungeret utrolig godt på trods af, at der har været 120 spillende børn i et lokale og 60 i et andet med en stor åbning mellem, samt et hav af forældre, trænere og ledere. De fleste er til stede ved starten af partierne, men efter lidt tid tager det et naturligt leje, mange går ud i de tilstødende lokaler og der er fint med plads. Vi er blevet bedt om at være lidt diskrete og ikke være for tæt på spillerne. Jeg spurgte lederen af arrangementet ang. denne facon, og han sagde at de havde gjort det i alle årene uden problemer.
Jonathan kommenterer her sine to sidste partier og slutstillingen:"I 7. runde skulle jeg møde Moriz Binder fra Østrig. Han er en fin fyr, der har givet hånd hver gang jeg har mødt ham siden partiet. Jeg var hvid, vi kom ud i russisk, som jeg havde forberedt mig imod. Så kom der en lang afbytning, hvor jeg endte med at have tårn og bonde mod løber og springer. Hans løber og springer var helt klart bedst. Derfor prøvede jeg at sætte en lille trussel op og tilbød remis. Det tog han imod, men han stod til gevinst.
I dag spillede jeg også mod en østriger og havde sort. Efter d4, Sf6 kom der nogle afbytninger fra træk 25-30, hvor jeg havde en kvalitet for to bønder, men det var fribønder, og jeg kunne ikke rigtig få fat i dem. Efter den lange afbytning troede jeg, at jeg ville komme til at stå bedst, men så vandt han to bønder med løberen. Med 10 min. igen tog vi remis. Jeg har fået 5 point ud af 9, men tror godt, jeg kunne have haft 7 eller mere, men det er i orden, for de andre spillede også ret godt." Jonathan endte som nr. 17 ud af 40 deltagere.
I 7. runde spillede Benjamin sort i spansk. Spillet var længe lige men en lidt dårligere bondestilling gjorde Benjamins stilling svagere og han mistede en bonde. Dette udnyttede modstanderen og vandt partiet efter 58 træk.
Sidste runde i dag og hans placering kommenterer Benjamin også selv: ”Jeg havde hvid, og vi spillede Caro-Kann. Det blev en ret lukket stilling. Så vandt jeg en bonde på et offer. Så fik jeg dronningen ind og fik byttet dronning af. Så opdagede jeg, at hvis jeg kunne få tårnet over på h-linjen, kunne jeg sætte mat i to. Det overså min modstander, og jeg vandt. Jeg har fået 5 ud af 9 point, og det synes jeg er fint nok.” Benjamin blev nr. 23 ud af 54.
Der var i alt 25 lande, der deltog med nogle af deres bedste spillere. Et godt resultat for Jonathan og Benjamin, der begge er yngste årgang i gruppen og derfor har mulighed for at være med i samme gruppe næste år, hvis de kvalificerer sig.
Tor Joensen, der også var med i U10 fra Struer, fik fire point og en placering som nr. 37.
Træner Mads havde lovet dem, at hvis de samlet fik over 50% i score, fik de en is. Det gjorde de, så de fik en velfortjent is i lufthavnen for et godt resultat til EU-Mesterskaberne for Ungdom.
Tredje hilsen fra Ãstrig
af Jørn Braüner 12/8-2008
Tredje hilsen fra Østrig
Vi er nået til 7. ud af 9 runder her i Østrig. Her er et uddrag fra partierne:
I Jonathans 5. parti fik han en fin stilling med sort i Dronningeindisk. Han kom lidt under pres med mattrussel med dronninge-løber på h7 efter evt. slag af springeren på f6 med den anden løber, men han fandt en vej ud af det gennem afbytninger, der førte til en bedre slutstilling og erobring af en åben d-linje. Derefter udspillede han Veronika (en af de mange piger i turneringen) og havde faktisk 3 fribønder, hvoraf en blev til dronning. En sikker og fortjent sejr til Jonathan.
I 6. parti spillede Jonathan hvid i spansk mod Laura fra Østrig. Jonathan havde initiativet midt i partiet. Han var lige ved at vinde en officer med en bondegaffel, men Laura så et utroligt stærkt dronningetræk, der gav to modtrusler. Jonathan tænkte i ½ time og så en variant frem 6-7 træk, men var usikker på afslutningen. Derfor spillede han den ikke – Fritz viste senere, at den var vundet. I stedet spillede han desværre det 3. bedste og var presset i de næste 12 træk. Til sidst genvandt han dog initiativet med 2 bønder i underskud, fik en fribonde og kunne faktisk have vundet, men det endte i remis. Det var vel nok en fair udgang på det parti.
7. runde har Jonathan lige spillet. Han var ovenpå i hele partiet og udspillede sikkert sin modstander. Jonathan har altså 4 ud af 7 inden 8. runde onsdag.
Benjamin spillede i 5. runde mod Gonzalo fra Portugal. Han mistede en bonde midt i partiet og kom i en presset stilling, hvor der var trusler om mat i bunden samt på en svag bonde på b2. Til sidst faldt hans stilling sammen, da han ikke fik garderet sig mod matten i bunden og sit svage punkt på b2. Det kunne være vendt undervejs, men fortjent sejr til Gonzalo.
I 6. parti spillede Benjamin sort mod Diana fra Rumænien. Der er flere stærke spillere fra Rumænien (og Østeuropa i det hele taget). En af pigerne fra Rumænien ligger helt i top i Jonathans gruppe. Modstanderen lavede en ”spændende” manøvre med f-løberen: træk 8 Le2, træk 10 Ld3, træk 11 Lc2 og træk 13 Lb1 – det fandt vi ret underholdende og overvejede, om hun troede, den kun måtte gå et felt af gangen. Benjamin havde mulighed for at vinde midt i spillet, da begge modstanderens springere stod i bindinger, men desværre vidste han ikke rigtig, hvordan han skulle udnytte det. Derefter blev det et længere parti, som Benjamin vandt i 62 træk.
7. runde er nu også lige nu færdigspillet for Benjamin. Han ofrede en springer for at få angreb på kongen, men det holdt ikke. Derfor var han bagud med en springer for en bonde indtil slutspillet, hvor han dog fik modspil gennem godt spil. Han spillede sin chance, fik tre fribønder med hjælp af lidt taktik og vandt til sidst – rigtig godt kommet igen! Så også Benjamin har nu 4 ud af 7 inden 8. runde.
Anden hilsen fra Ãstrig
af Jørn Braüner 10/8-2008
Anden hilsen fra Østrig
Der er nu spillet fire runder i EU-mesterskaberne for Ungdom. Her er et uddrag fra Jonathan og Benjamins partier i de første fire runder.
I første runde spillede Jonathan hvid mod en waliser. Midt i partiet kom Jonathan en bonde foran og forbedrede stille og roligt stillingen med to fremskudte centrumsbønder. Det endte med, at sorts konge blev fanget i kongesiden og blev sat mat. I andet parti spillede han siciliansk med sort mod en polsk dreng. Jonathan fik ikke rokeret og tabte en officer på en springergaffel på d6 og Jonathan tabte. Mads mente, at det kunne være forberedt, da hvid uden tøven tidligt spillede Ke2 på en løberskak og Kf3 bag f4-bonden – usædvanligt men stærkt. I tredje runde havde Jonathan forberedt sig godt til skotsk, som vi regnede med modstanderen spillede, og stillingen var lige et godt stykke ind i midterstillingen, men han røg desværre ind i et gammelt problem med tidnød. Efter 17. træk har han kun 13 minutter igen og en kompliceret stilling falder sammen for ham. Det var han meget ked af bagefter. I det fjerde parti havde Jonathan med hvid forberedt en åbning med Mads (Grand-Prix angrebet i Sciciliansk). Jonathan får mast modstanderen, der faktisk ikke kan bevæge sig, men et for tidligt bondefremstød i kongesiden gør, at sort får lidt modspil, så partiet ender med remis. Det var lidt trist, da stillingen var til gevinst – ikke mindst efter at Jonathan overså, at modstanderen på et tidspunkt satte en løber i slag. 1½ point ud af 4. Vi synes det er i underkanten af, hvad det kunne have været, men der er jo fem runder endnu.
Benjamin startede også med at spille hvid mod en waliser, det var en pige. Han vinder en springer på f6 efter 10. træk med en binding med Lg5 og bondetrækket e4-e5. I træk 17 vinder han et tårn direkte og resten er ren underholdning (altså for hvid, far og Benjamin). I anden runde havde Benjamin sort. Partiet er lidt svært at forklare. Efter d4, Sf6-start slår Benjamin senere en bonde med tårnet på e3, mister tårnet men får en springer og en bonde ekstra for det. Benjamins stod bedst indtil midt i stillingen men har lidt svært ved at spille den skæve stilling og taber ved at modstanderen får en fribonde i a-linjen. I tredje parti vinder Benjamin med hvid en kvalitet ved at få en springer ned på f7 med skak på kongen på h8. Modstanderen (der ligesom i første parti er en pige) er nødt til at give tårnet på f8 for springeren ellers er der en kvalt mat, når kongen går til g8 (hvad Benjamin først fandt ud af efter partiet, da Jonathan fortalte ham det – han havde kun set, at han på afdækkeren ville have vundet sorts dronning, hvilket også må siges at være tilfredsstillende). Benjamin vinder slutspillet fint med en kvalitet i overskud. I fjerde parti spiller han sort mod en englænder. Benjamin får ikke rokeret og bliver presset i centrum. Det ender med at hvid (fortjent) vinder, selv om det kun er med en enkelt merbonde. Så 2 ud af 4 til Benjamin, hvilket virker okay.
Mads, der er med som træner, har mere uddybende kommentarer til partierne og turen på DSUs hjemmeside.
Første hilsen fra Ãstrig
af Jørn Braüner 8/8-2008
Første hilsen fra Østrig
I forgårs begyndte EU-Mesterskaberne for ungdom i Mureck i Østrig. Dagen før var vi taget af sted en gruppe på 6 personer fra Danmark. Jonathan stiller op i U-12 mens Benjamin og Tor Joensen fra Struer spiller i U-10. Tors far og jeg er med samt træneren, Mads Svendsen. Vi kom heldigvis kun til at bo 10 minutters gå-afstand fra spillestedet – nogle bor op til
Første runde begyndte dagen efter om onsdagen kl. 15.00, der er starttidspunktet hver dag bortset fra den sidste. Alle tre fra Danmark vandt, så det var en rigtig god start.
Det har været rigtig varmt indtil i dag hernede, mellem 25 og 30 grader og høj sol. Så torsdag formiddag tog vi efter træningen en tur i friluftsbadet, hvor vandet var opvarmet med solceller, så det er ca. 26 grader – det var rigtig skønt.
Torsdag eftermiddag spilledes anden runde. Her tabte de alle, men da alle led samme skæbne, var det ikke så tungt at bære.
I dag spilles tredje runde. Heldigvis er temperaturen dalet lidt til ca. 23 grader og der er overskyet. Det passer lidt bedre til os fra Norden.
BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup
Dansk Skak Union
Kbh. Skak Union
Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30


