BMS Skak - Seneste nyheder
![]() | ![]() | |
| Juleafslutning | 14/12-2008 | |
| Mallorca - 4 | 12/12-2008 | |
| Status for 3. holdet | 12/12-2008 | |
| Vanløse 1 - BMS 2 | 11/12-2008 | |
| Ishøj 1 - BMS Skak 4: 4-4 | 11/12-2008 | |
| Mallorca - 3 | 10/12-2008 | |
| Mallorca - 2 | 9/12-2008 | |
| Mallorca - 1 | 8/12-2008 | |
| Sydøstfyn - BMS Skak 1 6½-1½ | 7/12-2008 | |
| III Open Internacional de Palma | 6/12-2008 | |
![]() | ![]() |
Juleafslutning
af Tom Krog Nielsen 14/12-2008
Juleafslutning
Tirsdag den 16. december holder vi juleafslutning for seniorerne i klubben. De ældre juniorer er også meget velkomne. Mød frem senest kl. 19.30. Vi spiller det traditionelle holdlynskak med 3-4 personer på hvert hold afhængigt af deltagerantallet. Reglerne fastsættes egenhændigt af turneringskomiteen, så derfor vil de sikkert opleves besynderlige af nogen! Det taktiske spil med mange finesser "Klør bonde" står også på programmet. Ved du ikke hvad det er? Så find ud af det ved at møde frem og få en lektion af Poul Munk! Der er Gløgg og æbleskiver ad libitum (dvs. indtil der ikke er mere!) og der er rigeligt med præmier - både til de gode og til de heldige! Vi ses i klubben!
Mallorca - 4
af Nikolaj Mikkelsen 12/12-2008
Mallorca - 4
Nå - de to stærke stormestre var alligevel for stor en mundfuld for os. Det er der ikke andet at gøre ved, end at acceptere det og så se at komme videre! Mads A lavede en fejl i teorien - og det var det. Modstanderen kørte en lidt bedre stilling sikkert hjem. Alligevel imponerende, hvor godt superstormestre spiller! Jeg selv var forvirret det meste af mit parti - måske var det alle de mærkelige ansigtsudtryk han lavede!? Eller også var det blot hans ratingtal. I hvert fald troede jeg, han stod godt og at det var mig der kæmpede for at udligne stillingen. Det var imidlertid mig der havde en fremragende stilling blot uden at forstå det! Jeg fik "udlignet" og fra en lige stilling tog det mig to træk at lave en fejl. Og så var det slut. Jeg var godt nok noget frustreret efter partiet - men okay, jeg må jo nok bare indrømme, at jeg ikke havde den fjerneste ide om hvad jeg lavede i åbningen. Arbejde, arbejde, arbejde!
Næste runde fik vi to mere overkommelige modstandere - igen cirka af samme styrke. Jeg havde Gonzalez på 2330 og Mads havde Khantuev på 2350. Jeg ofrede en officer for et dræbende angreb og regnede ham ud af banen. Piece of cake..;-) Følte mig helt som Shirov under partiet - men så igen, Shirov havde nok bare sat ham mat i stedet for at tage et vundet slutspil. Hvorom alting er, vandt jeg i hvert fald - det må være godt nok. Mads A havde vist en okay stilling som sort i en c3-sicilianer. Som det er typisk for de varianter, får hvid et farligt angreb, mens sort har de bedre chancer i et eventuelt slutspil som resultat af at have færre svækkelser. Så spørgsmålet er altid, om sort kan stå imod angrebet. Det gik ikke denne gang og Mads måtte ned. Ikke nogen skam at tabe til folk, der har 200 mere i rating - omend altid ærgerligt.
Jeg får chancen for at hævne Mads i dag, da jeg skal møde hans russiske modstander fra i går. Mads skal have en IM omkring 2400 igen igen. For 6. gang skal han have en modstander, der er stærkere end min :-). Og for 6. gang skal jeg have en lavereratet - hvilket selvfølgelig næsten var uundgåeligt efter første rundes fiasko. Selvom arrangørerne dagen efter lige fik jordet mig ekstra godt ved at putte mig på forsiden af bulletinen med billede og stor overskrift om hvordan jeg blev jordet, har jeg fået mig spillet frem til en chance for at komme op, hvor præmierne er! Måske endda min sidste chance - den skal ikke spildes!
Status for 3. holdet
af Otto Larsen 12/12-2008
3. holdets indsats tilfredsstillende
De tre første runder har i alt givet 12½ point svarende til den forventede score efter en storsejr over Amager 2 og knebne nederlag til Lyngby-Virum 2 og Gladsaxe 1. Også resultatet i de enkelte kampe svarer til det forventede i forhold til ratingtallene.
Otto, Siv og Jørgen V har alle tre scoret 2 point. Og de kunne måske have fået lidt mere ud a det, hvis Otto da vil spille lidt mere aggressivt i gode stillinger og Siv havde holdt hovedet koldt mod Amager, men ros til dejlige kamppartier og Jørgen V blev vist kørt over af Lyngby-Virum manden. Jørgen Carstensen og Martin har begge lavet 1½ point. Men Jørgen hvordan kan du i en vunden stilling sætte en officer til og give op, når den anden kun har 2 minutter tilbage? Martin har været hele registret igennem med en god sejr over Amager og så er der vist en der skal have set på noget åbningsteori, men godt kæmpet mod Gladsaxe med sygdom i kroppen.
Alvin, Jon og Jonathan (Reserve i 1 kamp) har hentet hvert 1 point. Mere skal nok komme, især Jons kampånd skal nok give flere point. Det ½ mod Amager var sejt. Michael har så nøjedes med ½ i to kampe. Her var Michael ellers med en randbonde mindre i et tårnslutspil endt i en type stilling som i mine slutspilsbøger altid ender med remis.
Alt i alt en bestået indsats som nævnt på niveau med det forventede. Nu tre tophold og et bundhold, så mon ikke en ærefuld 5-6. plads er inden for rækkevidde.
Vanløse 1 - BMS 2
af Tom Krog Nielsen 11/12-2008
Vanløse 1 - BMS Skak 2: 3½-4½
| Vanløse 1 | BMS Skak 2 | 3½-4½ | |||
| 1 | Eivind Einersen | 2147 | - | Benjamin Skjoldan | 0-1 |
| 2 | Morten Møller Hansen | 2126 | - | Tom Krog Nielsen | 1-0 |
| 3 | Steen Schousboe | 1951 | - | Jørgen Christensen | 1-0 |
| 4 | Benny Roland Petersen | 1999 | - | Poul Munk | ½-½ |
| 5 | Jørgen H.G. Hansen | 1795 | - | Tom Skovgaard | ½-½ |
| 6 | Johnny Smidt | 1745 | - | Jacob Brorsen | 0-1 |
| 7 | Nikolaj Benjamni O'hayv | 1657 | - | Mikkel Andreassen | 0-1 |
| 8 | Steen Bauers | 1507 | - | Mads-Holger Jacobsen | ½-½ |
Andetholdet fik sæsonens første sejr i en spændende match mod de altid sympatiske Vanløse-spillere, der i mange år har været en fast bestanddel af mesterrækken. Hver gang de er rykket op har halvdelen af holdet ikke ønsket at spille om søndagen og de er rykket ned igen med et brag. For 4-5 år siden spillede jeg remis med én af spillerne i sidste runde. Da Vanløse på det tidspunkt lå højt placeret i mesterrækken spurgte han med gru i stemmen:"Nu betyder det forhåbentlig ikke, at vi rykker op?" Tja, sådan har vi jo forskellige mål med skak, og Vanløse-spillerne er generelt hyggespillere, der nyder spillet, men ikke har nogen yderligere ambitioner. Hvordan er vores eget holds ambitioner? Jo, ad åre vil vi gerne rykke op i divisionen, så vi kan spille om søndagen, men i år er målet at undgå nedrykning. Denne aften tog vi første skridt på vejen mod det mål. På førstebrættet spillede Benjamin tilsyneladende et lige parti mod Eivind. De byttede en hel del officerer af og til sidst sad de begge med to tårne og en masse bønder. "Det bliver nok snart remis" tænkte jeg, men jeg tror Benjamin må give mig en lektion i tårnslutspil en dag for på snedigste vis fik Benjamin etableret en fælde som Eivind plumbede lige i. Benjamin fik en farlig fribonde, som Eivind ikke kunne stoppe uden at ofre tårnet; flot Benjamin! Jeg, Tom Krog, levnede på forhånd ikke mig selv mange chancer for - med de sorte brikker - at få point mod Morten Møller Hansen, men det endte nu alligevel som et spændende parti. Åbningen gik udmærket, men i midtspillet blev jeg nærmest tvunget til at give en officer for et par bønder. Det lignede spil til et mål, men Morten spillede lidt for hurtigt og jeg fik snedigt narret officeren fra ham igen. Efter partiet erkendte han, at han var noget rystet da det gik op for ham, at han ikke kunne undgå tabet, men han fik alligevel skruet op for spilstyrken og udnyttede på smukkeste vis, at min kongestilling var for åben. Da det lykkedes ham at trænge ind på syvende række med sit tårn var jeg færdig. Jørgen var presset det meste af partiet og da han måtte ofre en officer og til sidst sad tilbage med et tårn og 4 bønder mod et tårn, springer og 4 bønder var partiet reelt afgjort. Poul spillede aftenens længste parti. Begge spillere havde ca. 2 min tilbage, da det blev remis med kun konger og en enkelt bonde til hver, som ville blive slået af modstanderen i næste træk. Samme slutstilling beskriver i øvrigt pudsigt nok også Mads-Holgers parti, som var sluttet minuttet inden Pouls parti. Fint at se, at partierne bliver spillet ud! Forskellen på Pouls og Mads-Holgers partier er, at Poul skal være glad for remis, for modstanderen overså i tidnøden en let gevinst, mens Mads-Holger sikkert ikke er helt tilfreds for det var ham, der pressede modstanderen og i tidnøden kunne Mads-Holger vist godt have fundet lidt stærkere træk, men tiden er jo også en vigtig faktor i moderne skak. Tom Skovgaard spillede agressivt - måske en anelse hasarderet, da han gav en bonde og fik en del rusk for den. Til sidst måtte han dog affinde sig med, at der ikke var bedre end evigskak, men fint, at han viser vilje på brættet. Jacob blev udsat for lukket siciliansk, men han huskede nogle ting, som Nikolaj Mikkelsen har fortalt ham og fik en god stilling. Senere var spillet dog ikke helt så stilrent, da modstanderen fik lidt for mange chancer, som heldigvis ikke blev ordentligt udnyttet, og som Jacob bagefter sagde:"Godt at jeg kan vinde - også når jeg ikke spiller optimalt". Mikkel spillede aftenens mest suveræne parti, forstået på den måde, at det virkede som om han var sin modstander totalt overlegen. Et kæmpe angreb på kongefløjen og afsluttende en flot matsætning. Den eneste grund til det tog noget tid var, at modstanderen kom mere end en halv time for sent. Noget vi selvfølgelig aldrig gør på vores hold, da det er dårlig holdmoral! Alt i alt et godkendt resultat mod et ligeværdigt hold, hvor alle kæmpede forbilledligt. Rart at være holdleder for sådan et hold!
Ishøj 1 - BMS Skak 4: 4-4
af Sigfred Haubro 11/12-2008
Ishøj 1 - BMS Skak 4: 4-4
Ishøj 1 | BMS Skak 2 | 4-4 | |||
| 1 | Hjalmar Joensen | 1621 | - | Lauritz Haar Ziethen | 1-0 |
| 2 | Jens Feldskov | 1429 | - | Henrik Carlsen | 1-0 |
| 3 | Kim Palmus | 1744 | - | Michael Vesterli | 0-1 |
| 4 | Eskild Christoffersen | 1510 | - | Henning Tornhøj Christensen | 1-0 |
| 5 | Mogens Eriksen | 1404 | - | Andreas Markert | 0-1 |
| 6 | Arne Rasmussen | 1317 | - | Loui Malthe Halse | 0-1 |
| 7 | Erik Friberg Hansen | 1278 | - | Jørgen Holst | 0-1 |
| 8 | Niels Munch | 1218 | - | Monika Haubro | 1-0 |
4. holdet skulle denne gang møde Ishøj, som på de fleste brætter havde mere i rating end os. Da der havde været flere afbud kom Henrik, Michael og Monika med som reserver. Monika blev først færdig, da hun blev sat mat i 71 træk efter en del fumlerier fra modstanderens side. Den næste, der tabte, var Henning, der kom galt af sted i midtspillet. Loui fik en flot kombination ind, som virkede 2 gange, da hans modstander ikke komme ud af den igen, en virkelig lækker afslutning. Andreas kom i konge-bondeslutspil, hvor han havde 7 bønder mod hans modstander 6, det kørte Andreas sikkert hjem. Lauritz offrede en officer ukorrekt, og selvom han kæmpede længe, måtte han ned. Jørgen Holst fik pludselig foræret en centrumsbonde gratis, og herefter var det spil til et mål. Michael spillede solidt og forsvarede sig stærkt, hvorefter han kom i et tårnslutspil med en bonde mere, som han vandt sikkert. Henrik blev snydt for en kvalitet, og selvom han prøvede længe at holde en springer indespærret, så gik det til sidst galt i tidnøden. I alt var der god fight og flot spil, 4. holdet leverede.
Mallorca - 3
af Nikolaj Mikkelsen 10/12-2008
Mallorca - 3
Fremad det går! Jeg slog min spanske modstander paa 2305 i elo med de sorte brikker. Et interessant parti for en gangs skyld, hvor jeg fik lov til at udspille ham stille og roligt. Lige fra åbningen blev der kæmpet fra begge sider. Ingen af os kendte det tilstrækkeligt godt, og der blev brugt oceaner af tid. Efter jeg havde udlignet, gav en taktisk finesse mig klassikeren - god springer mod dårlig løber. Selvom han ofrede en kvalitet for at komplicere tingene, var pointet vist aldrig i fare.
Mads A tog IM-skalp nummer to i træk og slog IM Karim Ismael på 2400 i elo. Karim begik den fejl at forsøge at fange Mads i en tvivlsom sidevariant. Mads, som generelt har styr paa sine åbninger, er ikke den rigtige at bruge den taktik imod, og han fik en lidt bedre stilling. Modstanderen smed en bonde, og Mads kørte et tårnslutspil sikkert hjem. Imponerende igen! Som det ser ud nu, er Mads langt tættere på GM-normen end jeg selv er :-)
Spilleprogrammet er ændret, så vi fra nu af først spiller 20:30. Det er sent, og det er der mange spillere, der ikke er vant til. For at spille godt, skal der nok ligges en lur ind i dagens program - dem der ikke gør der ser i hvert fald lidt trættere ud når klokken slår tolv, og der stadig spilles. Mig passer det dog fint - man får lov til at sove ud 2 gange på 1 dag: Luksus ud over alle grænser! :-)
Senere i dag får vi begge vores sag for. Jeg skal have de hvide mod GM Dmitry Svetushkin (2588) og Mads skal have de sorte mod GM David Arutinian (2584). Givet, at alle mine forudsigelser indtil videre er kommet til opfyldelse, skyder jeg naturligvis på 2 point igen!
Mallorca - 2
af Nikolaj Mikkelsen 9/12-2008
Mallorca - 2
Lige som forudsagt blev det til to point! Igen var det lidt for nemt for mig, og jeg vandt en bonde i træk 10 og igen en i træk 17. Så er det jo nemt at spille skak.
Mads A stod for sensationen ved at slå tyske IM Thomas Heinrich med hele 2486 i elo! Imponerende! Åbningen resulterede i en normal stilling, hvor der var masser af spil. I stedet for at panikke og lave tossede ting med sin højtratede modstander, spillede Mads stille og roligt. Og fornuftigt. Til sidst lavede tyskeren en fejl, og Mads tog hele pointet! Imponerende!
I dag møder jeg en spansk spiller paa 2300 i elo og Mads A møder min gode ven fra Marokko: IM Karim Ismael med 2400 i elo. Vi satser på - 2 point? :-)
Mallorca - 1
af Nikolaj Mikkelsen 8/12-2008
Mallorca - 1
Ikke optimalt.
I første runde tabte jeg til en forholdsvis ung spanier med 2021 i elo! Jeg ved ikke hvad jeg lavede, men det var ikke skak i hvert fald. Mads Andersen tabte også denne runde - godt nok mod GM Kveinys som er en fremragende spiller. Kedeligt start, simpelthen. Okay, mange runder igen.
Anden runde vandt jeg lidt for nemt over en anden spansk fyr med 1982 i elo. I syvende træk tabte min modstander en bonde - og partiet var jo stort set slut. Alligevel noget tragikomisk at tage hele vejen til Mallorca for, i første runde at tabe til en modstander med 400 mindre i rating og så derefter vinde i 7 træk..:-) Mads A vandt også over sin lavereratet modstander - rimeligt sikkert. Begge vores modstandere gik forresten i boksen cirka samtidig; Grüenfeld og Najdorf var ikke lige noget de havde set før... :o)
En pudsig situation: Efter en times spil havde en halvberuset spansk skakspiller vist brug for at dulme nerverne - modstanderen var stærk og stillingen ikke god. Sä han hev cigaretterne frem og begyndte at ryge midt inde i spillelokalet! Folk tog det dog meget roligt, og de fleste grinte af situationen. En, der ikke grinte spor, var turneringslederen, som ilede hen til vores spanske ven, hev ham op af stolen og førte ham, med et fast greb i armen, ud af lokalet. Fem minutter senere vendte turneringsledern tilbage og dømte partiet tabt. Sädan! Respekt!
En anden ting som ikke blev håndteret lige sä tilfredsstillende er min værelsessituation. De spanske værters engelsk er ikke fantastisk og misforståelserne kan hurtigt blive mange. Jeg havde jo fået at vide fra start: "Come play! I have double room for you in good hotel!". Nice, ik? Det var så bare ikke alene, og da jeg væltede op fra aftensmaden 2 kilo tungere end jeg kom ned, fik jeg en overraskelse: En lille, cubansk mand sidder på min seng, rækker hånden ud til mig med et stort smil og siger "companjon!". Abahva? Jeg troede da ellers, at jeg et par timer før havde fået lovning pä at komme til at bo alene?
Nå, vi kan jo ikke helt kommunikere sammen, sä jeg løber afsted efter arrangørerne. Jeg finder dem og fortæller, at jeg har fäet selskab pä mit værelse! De tænker lidt og spørger: "Is it boy or girl?". Jeg fortæller dem seriøst, at det er en cubansk fyr omkring de 50 år - og fire mænd begynder at grine højt ad mig! :-) Nå, jeg får dem endeligt forklaret situationen og de går med mig op for at tjekke ham ind på et andet værelse. Imidlertid er han taget i byen! Efter midnat kommer han hjem, hvorefter det er for sent at tjekke ind pä et andet værelse. Alligevel en situation jeg ikke troede jeg ville opleve: Vågne op om morgenen og se sig selv ligge ved siden af en 50-årig mand :-) OK, der var 5 cm afstand mellem de to senge, men alligevel. Jeg er lidt spændt pä, hvad der møder mig på mit værelse når jeg kommer tilbage om en times tid :-)
Ellers har jeg fået en forfærdelig tandpine og kan knap spise (andet end suppe) eller snakke. Betændelse-et-eller-andet. Den ene ulykke kommer sjældent alene. Altså! I dag er der helligdag, så i morgen mä jeg tage til en spansk tandlæge! Ikke noget jeg er begejstret for forresten! Der må gerne krydses fingre derhjemme! :-)
Men!
Humøret er fint - og det kan man heldigivs komme langt med! :-) Jeg skal møde en spiller med 2100 og Mads A skal møde en tysk IM med 2400 i elo. Vi skyder på 2 point :-)
Sydøstfyn - BMS Skak 1 6½-1½
af Ib Skovgaard 7/12-2008
Sydøstfyn - BMS Skak 1 6½-1½
| Sydøstfyn | 6½-1½ | BMS Skak | |||
| 1 | GM Lars Schandorff | 2521/2520 | 1-0 | 2156/2228 | Thomas Bach Nielsen |
| 2 | IM Steffen Pedersen | 2467/2457 | 1-0 | 2144/2167 | Dara Sevkan Akdag |
| 3 | Torben Næsager Sørensen | 2383/2383 | 1-0 | 2061/2110 | Søren Peschardt |
| 4 | IM Lars Borbjerggaard | 2338/2361 | 1-0 | 2060/2077 | Sven Pedersen |
| 5 | Jan Nordenbæk Pedersen | 2205/2248 | 1-0 | 2043/2115 | Sigfred Haubro |
| 6 | Finn Nøhr | 2040/2083 | ½-½ | 2047/2031 | Ib Skovgaard |
| 7 | Thomas Jepsen | 2060/2099 | 1-0 | 1937/2062 | Lars-Henrik Bech Hansen |
| 8 | Martin Strandby Hansen | 2100/2166 | 0-1 | 1983/2049 | Carsten Hejberg |
Så kom vi ned på jorden, men kan glæde os over at vi i de første to runder havde "sparet sammen" til at kunne tåle denne øretæve. Mod et hold med fire titelholdere var vi reelt overmatchede på de øverste5 brætter. Dagens mand var Carsten som vandt i sikker stil, såvidt jeg så det. Jeg selv hentede vores halve efter et spændende parti hvor jeg fik lejlighed til at lancere en forberedt teoretisk nyhed i Aljechins forsvar. Thomas hang godt med og havde lige spil et langt stykke ind i partiet. Men der skal meget til at holde hele vejen mod en stormester. Sven stod også pænt et langt stykke hen, men trådte også forkert. Sigfred og Lars spillede koomplicerede partier som kunne gå begge veje, og Lars har efterfølgende set at han havde +2.4 på Fritz. Dara og Søren må vi nok indrømme ikke lige havde dagen - eller var oppe mod for stærk en modstander. Sydøstfyn er suverænt det bedste hold i divisionen, så der er ingen grund til bekymring over nederlaget som sagtens kunne være blevet mindre.
III Open Internacional de Palma
af Nikolaj Mikkelsen 6/12-2008
III Open Internacional de Palma
I dag begynder en stærk open pä Mallorca med intet mindre end 51 spillere over 2300 i elo ud af de knap 130 deltagere. Støttet af Team Ballerup og Hamann-fonden er jeg taget herned for at vise dem alle noget scandinavian power! Efter en længere rejse fra Rusland, ankom jeg i går til det totalt turistificerede område. Alt er på tysk og aftenaktiviteterne pä hotellet inkluderer bingo og nogle gamle brætspil, man spillede for 50 år siden - der er vist ingen tvivl om, at hotellets målgruppe er tyske pensionister.
Jeg har fundet en lille hyggelig cafe, hvor internettet er gratis ved køb af en drink. Strålende! Det betyder, at der er absolut fine chancer for adskillige rapporter her på siden. Især hvis det går godt :-). Jeg får selskab af Mads Andersen, som jo vandt en turnering foran et stærkt felt her pä Mallorca for et par måneder siden!
Klubbens hjemmeside er www.chesspalma.com og her findes deltagere m.m. Pä spansk naturligvis. Turneringslederen og jeg har vist haft en lille misforståelse angående forholdene, så i morgen kommer der en 50-ärig cubansk spiller, jeg på ingen måde kender, som jeg efter planen skal dele mit værelse med! Den tror jeg lige, jeg skal have vendt med turneringslederen endnu en gang :-).
Ellers er alt strålende, og der er rigtigt gode vilkår for at få spillet noget rigtigt god skak hernede. Første runde begynder om 6 timer og jeg glæder mig til at komme igang!
BMS Skak
Tapeten, Magleparken 5
2750 Ballerup
Dansk Skak Union
Kbh. Skak Union
Klubaften:
Tirsdag kl. 19.00 - 24.00
Juniortræning:
Mandag kl. 17.00 - 18.30


