![]() | ||||||||||||||
| ||||||||||||||
9. runde af Brian Kristensen Fra venstre mod højre: Linus Olsson, Peter Skovgaard, Carsten Høi, Nikolaj Mikkelsen, Thorbjørn Bromann og Nick de Firmian 9. runde. De Firmian befæstede sin forventede sikre sejr, selvom Tikkanen sådan set gjorde ok modstand i lang tid. Tikkanen forsøgte sig igen med et g6-forsvar mod 1.e4 og fik sit fjerde nederlag ud af fire mulige. Håber at det gav noget lærdom, som modvægt til tabet af 40 ratingpoint. Glud-Høi blev et interessant midtspil, hvor Høi ofrede kvalitet for felter, og fik fordel. Fritz foreslår at Glud kunne have kompliceret med det opfindsomme 36.a3!? Txa3 37.Df5 for at udnytte at det sorte tårn har forladt 8.række. Efter det passive 36.Ta1? var det håbløst. Med 6½ slap Høi fra mødet med de mange juniorer uden skrammer, hvilket vel egentlig er en tilfredsstillende præstation? Glud havde ikke sin bedste turnering, og smutter lige under 2300. Korolev afsluttede en superturnering for hans vedkommende med at tabe et interessant parti mod Bromann, som (igen?) ikke fik det store ud af at have de hvide brikker. Korolev havde flere spændende muligheder undervejs (11. - Sxe3 og 18. - Lxa2) med kompliceret spil, inden han til slut satte en kvalitet i slag uden påviselig årsag. Men nye 82 ratingpoint til Korolev til en lidt slunken kasse. Korolev havde godt gavn af de fire svenske deltagere, som alle blev spist levende. Taastrup-Sverige 4-0, vil Lars Bech gerne have at jeg skriver :-). Skjoldan røg i en vaskeægte åbningsfælde mod Olsson, og kunne allerede efter træk 6 have opgivet! Skjoldan må finde en metode til at undgå disse store negative udfald, før næste bølge af fremgang vil vise sig. På trods af disse kiksere i for mange af partierne, trods alt en godkendt turnering for Skjoldan, et point over forventet score. Olsson endte på en acceptabel score (5½), og klarede bedre end fx Lund at spille to krævende turneringer i træk på kort tid. I Skovlunde lokalopgøret mellem Mikkelsen og Peter Skovgaard regnede Peter galt i en interessant drage, og Mikkelsen straffede det smukt. Mikkelsen scorede 5/5 med hvid og ½/4 med sort. Dette skyldtes dog bl.a. højere ratede modstandere i de sorte partier, men alligevel en interessant statistik. Mikkelsen røg solidt over 2200, og det er han nok pænt tilfreds med. Skovgaard vandt også lidt rating, og kan trøste sig med titlen Dansk Kadetmester 2005 (kadet: født 1989 eller senere). Fem spillere i feltet kunne opnå titlen, og Skovgaard vinder på bedre korrektion end Skjoldan (begge på 4½/9). Tom Skovgaard sluttede af med et udmærket parti, men måtte alligevel ned mod Nilsson. Men et par minderige momenter undervejs for Tom, i de to første runder, men måske Tom alligevel kan tillade sig at være lidt skuffet over ikke at få endnu flere point, og komme solidt over 1900, hvilket vel ikke ville være urimeligt :-)). Nilsson nøjedes med sejren med et mindre ratringtab, og klarede sig dermed bedst af alle fire svenskere, som alle havde en lidt dårlig turnering (resultatmæssigt). Alexei-Dyrgaard sluttede af med en marathon på 104 træk. Dyrgaard kendte ikke en åbningsfinte i Svesnikov, som giver hvid en bonde og afgørende fordel. Alexei kunne imidlertid ikke holde koncentrationen og niveauet et helt parti igennem, og måtte nøjes med remis. Alexei må bl.a. arbejde med at blive bedre til at slå ihjel (ved skakbrættet), og det kan fx ske ved at øge energien og koncentrationen ved hvert enkelt træk. Dyrgaard holdt sit ratingtal over 2000, hvor han har opholdt sig i et års tid (en stor tak til DSUs nye ratingoversigt, som viser kurver på alle spillere), og ydede hele vejen en koncentreret indsats. Pallesen sluttede katastrofalt af mod Marie, da han først ikke så det oplagte 30.Sd6! med gevinst, og to træk senere satte sin merbonde i slag. ½-½. Pallesen er naturligvis undskyldt af sit dobbeltjob som skakspiller og internet/live-ansvarlig, så på den baggrund er det måske ok kun at tabe 21 ratingpoint. Marie kom tæt på 1900, og ligner en oplagt kandidat inden længe til det danske kvindelandshold,hvis hun fortsætter i samme stil. Lund havde helt mistet pusten, og accepterede remis i 10 træk mod Grove. 1½ point i de sidste 6 runder, store fejl i lovende stillinger, og minus 50 ratingpoint og noget af et antiklimaks ovenpå IM-normen i K.41. Et højere bundniveau efterlyses. Med remis overlevede Grove ratingmæssigt, og fik gjort sig en masse erfaringer om hvad der skal til for at kravle længere op ad stigen. Oest Møller-Smith fulgte partiet fra De Firmian-Smith fra første runde. Interessant at se at de unge mennsker forsøger at forberede sig som stormestre, og gentage en lang række træk, og se hvem der først afviger. Denne gang undlod Smith 16. - h6? som i partiet mod DeF katastrofalt svækkede de hvide felter. I træk 28 lavde Oest Møller en stor fejl, der uden varsel taber dronningen. Oest Møller har haft en rigtig skidt turnering, og mange spændende spiloplæg er brat afsluttet af kostbare fejl. Med fare for at gentage mig selv, må man sige, at GM Danielsen har en pointe med sit fokus på at undgå mindre og store fejl som en forudsætning for videre fremskridt. Skræmmende banalt. Og man bliver naturligvis aldrig så skrap som Fritz ud i denne øvelse, men antallet af fejl kan reduceres markant ved systematisk træning. Og hvordan gør man så det? Det vil (og kan) jeg ikke svare i detaljer på her, men spørg Danielsen (og måske også andre stormestre). Nøgleord er at styrke sin koncentration via redskaber til mental træning, styrke sin fysiske styrke, have en positiv tankegang om egne muligheder, styrker og svagheder. Og meget andet. Jeg kan ikke her med retfærdighed referere Danielsens nøglebegreber, men måske Danielsen snart skulle inviteres som gæstelærer til at træne de bedste juniorer? På det organisatoriske plan må man konstatere, at Skovlunde og Taastrup med denne turnering har bidraget med et stort positivt input til dansk juniorskak. De bedste juniorer har nu i en årrække have mange gode træningstilbud, og stærke turneringstilbud er en naturlig opfølgning på denne indsats. Et kadetmesterskab er introduceret, og man bør efter min mening også overveje at gøre turneringen til et åbent juniormesterskab (istedet for at lade Kandidatklassen ved DM afgøre denne titel). Det er planen at gentage turneringen hvert år, kan man bl.a. mærke ved at fornemme Lars B Hansens og Tom Skovgaards entuisiasme. Med tiden er det håbet, at endnu flere nationaliteter vil blive repræsenteret (i år var det kun svenskere, der stod for det internationale islæt), men det vil kræve flere økonomiske ressourcer end de midler der kan skrabes sammen via de mulige tilskudspuljer (i år blev turneringen gennemført uden en sponsor). Det var et scoop at integrere turneringen med de sidste fire runder af Sigemann, hvilket gav mulighed for optimale spillemæssige rammer, og skabe IM-vilkår (det havde krævet kaffe, isvand, frugt, livedækning, demobrætter at skabe stormester-vilkår), og var med til at skabe en særlig atmosfære omkring turneringen. Socialt fungerede det også strålende, og det er klart, at der skabes værdifulde netværk (og måske venskaber :-)), når de bedste juniorer i landet er samlet gennem 5 dage. 8.runde af Brian Kristensen 8. runde. Korolev spillede en hovedvariant i Najdorf mod GM De Firmian (som i parentes bemærket kender denne åbning til perfektion), og forsøgte sig i træk 15 med et remistilbud. Desværre blev det ledsaget af et tvivlsomt og kompromiterende træk 15.b4?! (et lidt urutineret remistilbud ;:-)), der giver sort klar fordel, og stormesteren eksekverende uhyre simpelt. Dermed formentlig ingen sensationel IM norm til Korolev, omend turneringsleder Lars Bech Hansen må korrigere dette, hvis der stadig er en chance, hvis Korolev i sidste runde besejrer Bromann. Under alle omstændigheder bliver Korolev turneringens ratinggevinst-konge. Skjoldan spillede en imponerende solid remis med sort mod GM Høi, hvilket er stærkt, da Høi er god til at kværne med hvid. Det betyder at Høi formentlig får en samlet andenplads, medmindre der sker ham noget ondt i sidste runde mod Glud. Skjoldan har også spillet en ok turnering med et par gode toppe, omend også nogle grove nederlag undervejs. Men med gevinst i sidste runde mod Olsson, er Skjoldan faktisk næsten to point over forventet score, så måske jeg har rost ham for lidt undervejs? Tikkanen-Bromann blev remis i et langt parti med en spændende tidnød, men ingen af parterne fik rigtig fat, selvom begge forsøgte ihærdigt, helt i turneringens ånd. Det har været kampskak hele vejen, og ekstremt få korte remisser. Der er ingen remiskyllinger med. I Glud-Mikkelsen fandt Glud det stærke 21.Sxc5! der fikst vinder en bonde med lovning om mere. Glud kom med den sejr op på 5/8, og kan nå en andenplads, hvis Høi bliver besejret i sidste runde, mens Mikkelsen må nøjes med at forsøge at slutte godt af efter en turnering, hvor han hele tiden har været med i toppen, men har tabt alle vigtige topopgør som sort. Peter Skovgaard var træt ovenpå formiddagens gyser, og er måske også ved at være lidt mærket af det hårde turneringsprogram han har været igennem på det sidste. Han var ihvertfald svært tilfreds med remistilbuddet fra Olsson, som efter øretæven mod Korolev tidligere på dagen, nok heller ikke orkede alt for heftige gevinstforsøg i den lige slutstilling. Teoristærke Nilsson og Dyrgaard spillede en kritisk variant i Svesnikov, en variant Shirov brugte mod Kasparov for et år eller to siden. Jeg ved ikke hvornår det går galt for sort, men seværdigt var det. Smith-Alexei fulgte Smith-Korolev fra runde 6 frem til træk 21 (!), hvor Smith afveg med 21.Sf6 istedet for 21.Te3 som mod Korolev. Det ændrede dog ikke ved, at det stadig var fint for sort, som fik et slutspil med lille fordel (påstår Fritz). Alexei fik dog spillet lidt forkert, og skulle være nøjagtig for at holde tårnslutspillet remis. Men konklusionen må stadig være, at det var en fin forberedelse af Alexei, og en lidt dårlig forberedelse af Smith. Både Alexei og Smith har haft en skidt turnering, og der må afleveres lidt rating. Pallesen-Lund spillede en tør remis, og med det resultat kan Lund i sidste runde med en gevinst minimere ratingskaden til minus to point under forventet. Pallesen er tæt på at kunne holde sit tal med en sejr i sidste runde, godt kommet igen efter de fire indledende nederlag. Grove-Tom Skovgaard blev også en tør remis, absolut uden den mindste dramatik. Trætheden kan mærkes, ikke på at der bliver begået store brølere, men mere på at spillerne ikke rigtig kan presse hinanden, og dermed vriste en fejl ud af modstanderen. Tom kan være vældig godt tilfreds med sin turnering, og kryber over 1900 igen (der har han det nok bedst med at være), med point i sidste runde mod Nilsson, som dog nok vil gå efter sejr for at slikke sine sår. På nederste bræt illustrerede Marie og Oest den kampvilje, som har præget alle runder. 111 træk blev det til i et evigt tidnøddrama, som Marie til sidst trak sig sejrsrigt ud af. En stærk turnering af Marie, mens Frederik har misset mange chancer, og foræret gaver væk, som om han var julemanden. Med en forventet score på kun 1,35, får denne opførsel dog ingen ratingmæssige konsekvenser. Efter at have overværet sådan en spændende turnering med et hav af partidramaer, må det krible for de fleste ikke-aktive skakspillere efter selv at begynde at spille lidt igen. Turneringen ligner en ubetinget succes, og Skovlunde og Taastrup finder forhåbentlig ressourcer til at fortsætte, og gøre turneringen til en årlig begivenhed. Og parløbet med Sigemann har givet meget synenergi, så den turnering bedes også fortsætte. I øvrigt utroligt så mange skakfester skakarrangør Lars Bech Hansen er medproducent af, her i et eksemplarisk samarbejde med Skovlunde og Limhamms Schackklubb. Man kan allerede nu glæde sig til Politiken cup i sommerferien, som er næste store begivenhed. 7. runde af Brian Kristensen 7. runde. Korolev fortsatte opturen og vandt over Olsson i 18.træk! 14. - Lxc5 var helt galt, og efter 15.Sxd5! er det slut. 5/7 til Korolev og hvid mod De Firmian i eftermiddagsrunden. De Firmian udspillede Glud på smukkeste vis (bl.a. kan 31.f6! nydes, der lukker op for den hvidfeltede løber på h3-c8 diagonalen), og i slutstillingen er sort helt færdig, selvom han endnu ikke har tabt materiale. Med 6/7 er DeFirmian tæt på sin forventede turneringssejr. Bromann afslog remis i træk 4 mod klubkammeraten Høi, fik en lille fordel, men gik helt galt i byen med 13.e5?, som efter det stærke 13. - Dh6 (der truer Dc1 og slag på c4), taber en officer. Turneringsleder Lars B Hansen mener, der stadig er en lille IM-norm-chance for Bromann med to gevinster til slut. Mikkelsen fandt det skæve 7.Sh4!? mod Nilsson, som Fritz ikke giver så meget for, men den forstår muligvis ikke at springeren på a1 går tabt på langt sigt efter fx. 7. - Sxd4 8.Dxg4 Sxc2 9.Kd1. 13. - Df6? var en katastrofe, og dermed fik Mikkelsen et point efter gårdsdagens skuffelser. Lund så ud til at være på vej mod den fjerde hvide danskersejr mod Tikkanen i en skarp kongeinder. 27.Txf8 fulgt af fxe5 ser rigtig godt ud, ifølge Fritz, mens det spillede 28.Sxe5?? koster en officer. Efter IM normen i K.41 har Lund i denne turnering lavet en bunke store fejl, og det kommer til at koste en pose rating. Peter Skovgaard var helt nedspillet mod Axel Smith, men det trak ud, men lige meget hjalp det, og 61. - h2 skriger til himlen med nem gevinst. Istedet vendte det hele på en tallerken, og pludselig vandt Peter h-bonden, og så var det pludselig hvid gevinst. En vigtig sejr som definitivt gør det til en god turnering for Peter. Skjoldan fik lejlighed til at opstille en fiks kombination mod Marie Frank-Nielsen, der for sent opdagede at hun ikke kunne spille 26. - cxb5 på grund af 27.Txa7! Det kom ikke til udførsel på brættet, men partifortsættelsen var også håbløs for sort. Alexei-Tom Skovgaard blev en slap remis i få træk. Lidt tyndt af især Alexei, som tidligere i år besejrede netop Tom i samme åbning i holdturneringen. Men der skal åbenbart skrabes halve sammen her til sidst. Lidt mere ubetinget sejrsvilje efterlyses. Oest Møller-Pallesen var et drama, med ustyrlig mange fejl i en kompliceret stilling. 18.b3? taber en bonde for ingenting. Senere har Oest den fantastiske mulighed 28.Lf4! Dxe4 29.Sf5! som gør alting åbent igen. Men efter et par fejl af Pallesen vender det igen, og efter 41.Txh4 er det hvid der har gevinst. Oest så dog ikke (det gjorde Fritz til gengæld) 43.g4! Dh3 44.g5 Th8 45.Txc4! og 1-0. Nu blev det 0-1, selvom Pallesen undlod at spille 45. - Dxe5. 5. og 6.runde af Brian Kristensen 5. og 6. runde. Nikolaj Mikkelsen havde en minderig dag. I 5.runde spillede helt lige op med GM De Firmian. 31. - Lc4! (istedet for Lb5?) havde fortsat holdt balancen, men efter fejlen, kom De Firmian med det fantastiske (stormester)træk 32.Se6! som afgør med det samme. Det slog dog ikke Mikkelsen ud, som fortsatte med at kæmpe videre i 6.runde mod Bromann, igen som sort. Efter 15. træk havde sort uden de store armbevægelser nærmest fået afgørende fordel (ifølge Fritz og spillerne selv), da hvids konge blev fanget i centrum. Bromann trak i nødbremsen med et remistilbud, men den gik ikke. Mikkelsen tillod imidlertid hvid at lukke centrum, og med køligt forsvar kom stillingen i balance. I tidnøden overså Mikkelsen flere gode fortsættelser som kunne have holdt balancen (37. - Lxb2, 37. - Tf4, 44. - a3 45.Dxa3 (?) Dg5+), påstår en hurtig Fritz analyse, mens Bromann igen viste stor styrke i denne sidste fase af spillet. Som en sidste Fritzkrølle foreslår maskinen det sindssyge tårnoffer 60.Tf8! fulgt af Da5 med udækkelig mat. Meget morsomt. De Firmian valgte i 6.runde at forære en hurtig halv til Olsson, og meget tyder på at det er bedst at møde DeFirmian i eftermiddagsrunden, hvis man er til remis mod en stormester. Olsson fik dermed en super dag, da han i formiddagsrunden fik ram på GM Høi. Høi tog i 6.runde revanche med en af sine klassiske nemme og hurtige hvide gevinster i kongeindisk, et vovet åbningsvalg af Peter Skovgaard. Peter tog lidt en afslapningsdag, da han i formiddagsrunden fik/tog en hurtig remis med Glud. Glud tog derefter en af sine sikre hvid sejre mod Skjoldan, som med 14. - Te8?? overså en simpel bondegevinst kombination. Glud er god til at henrette lavereratede spillere med simple midler, men man kan nu godt i ny og næ savne noget mere skarpt åbningsspil! Dette skrevet uden at jeg rent faktisk ved hvor meget tid Glud bruger på at dyrke sit åbningsrepetoire. Men måske Glud satser på, at man godt kan blive IM med solide åbninger og ved at kæmpe hårdt ved brættet? Hvis Glud kan bevise, at han arbejder stenhårdt med sine åbninger, giver jeg en stor undskyldning i næste beretning :-)). Tilbage til Bromann, hvor det kan undre, at han ikke forlængst er IM. Det er blevet til to normer, og der er vel også fair chancer i denne turnering, hvis der kommer et godt resultat mod Høi i runde 7. I 5.runde mod Esben Lund var Bromann som mod Mikkelsen nede i sækken, men 25.Tc1? og 30.Txf7? var slemme fejl. I denne turnering virker det som om, at Bromann ikke får nok ud af sine hvide åbninger, men igen er det bare et frækt gæt! Efter dukkerten mod Bromann, og igår mod Mikkelsen, spillede Lund en trækgentagelse-remis i kongegambit mod Nilsson, som iøvrigt virker rustet til tænderne i åbningsfasen. Nilsson så også velforberedt ud mod Korolevs overfald i fransk, men i en uklar stilling bommede han med 33. - Sd6?? Dette var starten på en superdag for Korolev. I 6.runde påpegede Axel Smith efter partiet, at Korolev først afveg fra teorien, men det ændrede ikke på at Korolev overbevisende tog stikket hjem, og dermed har 4/6, og måske endda normchancer? Jeg har intet begreb om hvad der skal til, men i skrivende stund kan jeg se, at Korolev også har vundet over Olsson i 7.runde, så der må være en chance? Lidt af et gennembrud for Korolev, som af uransagelige årsager et stykke tid har tumlet omkring med kun 2000 i rating. Tikkanen kom for tredje gang galt af sted som sort mod en dansker. Denne gang var der igen nedsmeltning på feltet e6, efter den grove fejl 24. - Ta8??, som taber til 25.e5 og Lg2 vågner helt op. Tikkanen har dog 3/3 med hvid som modvægt, da han i 6.runde knuste Dyrgaard, som spillede en specialvariant, som den svenske juniorlandstræner, GM Jesper Hall, vist nok har indført til Danmark. Forvirrende åbningsvalg! Dyrgaard havde i formiddagsrunden fået foræret et point af Tom Skovgaard, som i en helt lige stilling forsøgte sig med 21. - Tb8??, hvilket var slemt. Frederik Oest Møller præsterede en endnu større fejl, da han i tyk gevinststilling (plus 4 på Fritz skalaen), satte et tårn i hug på f5 (uden at slå noget) mod Grove, som dermed kom på tavlen. I den tunge eftermiddagsrunde fik Tom og Frederik lov til at mødes, og det blev Frederik der trak det korteste strå. Nogle dage er hårde at komme igennem, når man er skakspiller. Grove og Pallesen spillede remis i 6. runde, og Pallesen fik dermed sin anden remis efter en hurtig fredsslutning i lokalopgøret mod Alexei i runde 5. Alexei spiller helt uden glød og nerve i øjeblikket, og har fået besked på at forsøge at komme ud af krisen ved at fighte hårdt, og forsøge at lægge mere energi ned i hvert træk, fx ved at spejde efter 3-5 kandidattræk ved hvert træk. Dette sidste råd blev særligt aktuelt efter 6.runde mod Marie Frank-Nielsen, hvor det helt åbentlyse 21. - TxLe3 fulgt at dronningslag på g3 og slut, end ikke blev overvejet. Marie har haft en fantastisk turnering, og det kunne være endnu bedre, hvis hun i 5.runde mod Smith havde set det afgørende og flotte 13. - Sfg4! (Lh4 truer afgørende), som på stedet havde straffet 12.f4?? efter en lang kompliceret teorivariant i philidor. 3. og 4. runde af Brian Kristensen 3. og 4. runde. Efter de to første runder lignede De Firmian en spiller, som ville bade sig igennem med 9/9. Men Bromann kæmpede heroisk i 3.runde, og var lidt uheldig med at tabe. 4. runde blev endnu et hårdt kampparti for Bromann (remis mod Olsson), og der må snart være brugt mange kræfter. Olsson har nu stabiliseret sig med 2½/4 efter katastrofen mod Tom Skovgaard i første runde. Bemærk hvordan Olsson i 3.runde efter en meget beskeden åbning pludselig får etableret et voldsomt angreb. Som en blomst der springer ud. DeFirmian valgte i 4.runde at tage en slapper ovenpå den hårde modstand i 3.runde, og tog en hurtig halv med Høi, som på den anden side åbenbart heller ikke skulle have noget klinket. Høi havde i formiddagens runde haft en halv fridag, da Korolev lidt overilet forsøgte at slå ham ihjel i åbningen, uden det store held. Men Korolev mente åbenbart, at sorts lidt bløde åbning skulle straffes. 9.exf6! (istedet for 9.exd6) havde dog ifølge Fritz været uklart. I 4.runde gik det igen lidt galt for Korolev, som satte en bonde i slag i fjerde spilletime mod Marie Frank-Nielsen, og derefter var heldig at hun tog imod remis. Marie er gået markant frem de seneste par år (såvidt jeg kan vurdere), og har indtil nu imponeret i denne turnering, bl.a. med en sejr i et vildt kompliceret parti mod Grove i 3.runde. I dette parti er sort i træk 19 to officerer bagud, men til gengæld hænger tre af hvids officerer. 20.Tf1! (for at true på f6 efter fxe3) havde været stærkt, og senere begår Grove selvmord med 35.g6?? Grove fik sin fjerde cirkel mod Alexei, da han tabte slutspillet efter et rodet parti. Dermed kom Alexei på tavlen efter en katastrofestart, bl.a. tredje rundes parti med mange unøjagtigheder mod Frederik Oest Møller (dog ingen store fejl :-)). Frederik blev på 1 point, da han uden varsel overså en simpel bondegevinst kombination mod Tikkanen. Højtratede Tikkanen var ellers lidt rystet (det burde han ihvertfald være), da hans moderne forsvar i fomiddagsrunden var blevet kraftigt såret igen, denne gang af Peter Skovgaard. Ligesom mod Korolev gik det lynhurtigt galt på e6, efter kæmpefejlen 12. - Sg4?? Skal vi se en caro-cann eller fransk fra Tikkanen i hans næste sorte parti? Peter Skovgaard spillede i 4.runde en hurtig remis mod Nilsson, som også havde haft en ubesværet formiddag mod Skjoldan, og dermed lægger begge spillere lunt med 2½/4. Skjoldan spillede planløst mod Nilsson, men viste god moral ved derefter at mose Tom Skovgaard, som kom tilbage til jorden efter sin udflugt til de højere luftlag på førstedagen. Tom valgte en hovedvariant mod Skjoldans Tajmanov/Kan-opstilling (det spiller alle de københavnske juniorer efter at Sune Berg har undervist dem i finesserne på en på en træningssamling på Tjele). Tom valgte den forkerte plan i centrum (17.e5! istedet for 17.f5 skal spilles). Skjoldan overså en fiks gevinst med 20. - Dd8!, der vinder en officer, og Tom kunne være kommet tilbage i partiet med 22.Lh6! Om formiddagen var Tom blevet blæst ud af brættet af en anden af sine juniorer, Nikolaj Mikkelsen (bemærk i øvrigt slutstillingen i dette parti: Hvid har 5 brikker parkeret på h-linien, en af hver type, kun kongen på g1 mangler!). Har Tom tænkt sig at holde op med at tage point fra de unge mennesker fra nu af? Noget tyder på det. Mikkelsen imponerer med stor kampvilje, og valgte mod Lund i 4.runde, i en let fordelagtig stiling der nok var remis, et sindssygt kvalitetsoffer i et forsøg på at vinde. Fritz blinker rødt og går fra plus 1 til minus 3. Men Lund gik helt galt i byen, og modet blev belønnet. Dermed har Mikkelsen 3½/4 og får æren af De Firmian i 5.runde. Lund må trøste sig med en overraskende nem sejr mod Glud i 3.runde, som jo ellers er kendt for at være sej og sjældent tabe. Men her gik det helt galt i åbningsfasen, og hvids primitive angrebsplan bragede igennem. Glud tog en lille revanche i eftermiddagens runde mod Dyrgaard, som ellers var kommet på 50% med en sejr mod webmaster Pallesen, der leverede en kæmpebrøler i en uklar stilling, der straks tabte (31. - Se4??). Pallesen fortsatte nedturen ved at tabe et lige slutspil til Axel Smith i 4.runde. Pallesen har nu stoppet live-dækningen fra turneringen, da der ikke længere er chance for at han selv havner på de øverste tre brætter (han påstår godt nok at live-stoppet skyldes at en dimsedut er glemt i Malmø, men lyder det sandsynligt?). I øvrigt kan man notere at spilleforholdene på Quality Hotel er fortrinlige. Og det giver jo en fantastisk ramme, at turneringen afvikles sammen med en tung GM turnering (Sigemann). Det løfter hele stemningen og tempoet. Dog må den kritiske presse påpege, at der måske godt kunne være ofret en pose penge på isvand til juniorerne, samt en kande kaffe til GM Høi. Men ellers intet at bemærke. To overraskelser igen af Brian Kristensen I anden runde var det igen Korolev og Tom Skovgaard, som stod for overraskelserne blandt de undertippede. Vang Glud pressede rutineret på tiden, men Korolev holdt balancen, og dermed remis. Tom Skovgaard havde nærmest afgørende fordel i slutstillingen mod Lund, men en blanding af tidnød, venlighed og kompleksitet gjorde, at Tom accepterede et remistilbud. Man må ikke håbe at nogle af de stræbsomme juniorer så dette eksempel på blød kampvilje, men Tom ønskede måske ikke at ødelægge flere IM-norm forhåbninger i denne turnering :-)). En lille overraskelse var det, at GM Høi ikke kunne forvandle sin gevinststilling til sejr mod Nikolaj Mikkelsen. Mikkelsen kæmper altid med stor energi, og en enkelt fejl fra Høi var nok til et evig skak-kontrastød. 25.Dh5+! havde været afgørende. Mere om fejl der koster halve og hele point nedenfor. De Firmian brugte ca. 10 min. på en lektion i Najdorf. Partiet blev kun på 20 træk, da Sebastian Nilsson ikke så at 20.Txf5 er en stor fejl, der taber på stedet. Peter Skovgaard kæmper forbilledligt om hver centimeter på brættet, når han møder højereratet modstand, også denne gang mod Bromann. Men i tidnøden kom en kostbar fejl (39.Th4?), der gav en afgørende svækkelse af hvids stilling. Bromann holdt et højt niveau hele vejen, og spillede sig frem til en flot afslutning, selvom uret en gang til slut i tidnøden var nede og vende på 1 sekund (hver spiller får nye 30 sekunder ved hvert udført træk). Webmaster og liveteknik-master Pallesen fik ikke lavet meget ravage mod Tikkanen, men til hans undskyldning må man oplyse, at han brugte meget af sin opmærksomhed og tid under partiet på at fifle med teknikken omkring flytningen af Sigemann til Høje-Taastrup. Stormester Henrik Danielsen trænede sidste forår nogle af de bedste københavnske juniorer, og forsøgte bl.a. at indprente de unge mennesker, at en forudsætning for at nå noget i skaklivet er, at undgå "fejl" og "store fejl", mens "unøjagtigheder" må begrænses mest muligt. Det gælder om at holde et højt koncentrationsniveau hele vejen, og luge fejltræk ud af spillet, som på stedet koster, halve og hele point (med andre ord har mennesket noget at lære fra Fritz her). Med fare for at blive for belærende må det konstateres, at resten af partierne (udover de ovenfor nævnte eksempler) blev afgjort på store fejl, og ikke på grund af at flere unøjagtigheder blev samlet sammen, eller på at den vindende part spillede fantastisk (selvom mange fejl selvfølgelig kommer efter at modstanderen har presset godt på gennem et stykke tid). I partiet Alexei-Linus Olsson kunne hvid havde holdt balancen med 18.axb4, mens det spillede 18.Sb1? er en fejl, som nærmest taber øjeblikkeligt. I partiet Smith-Grove tillod sort det flotte 24.Sxf7! I Skjoldan-Oest Møller holder 17. - Lxd5 balancen, mens det spillede 17. - Sxe5? giver hvid afgørende fordel. I Marie Frank Nielsen-Dyrgaard er 22. - Sd4? fatalt, og Marie udnytter dette med 23.Lxf7+! Efterfølgende finder hvid dog ikke det bedste (24.Sg5! med truslerne De5 og Dxb7), og accepterer remis til slut i tidnøden. På den anden side må man sige, at fejl jo er en stor charme ved skaksporten, som har stor underholdningsværdi for tilskuere, modstandere og kommentatorer, men hvis man vil være IM eller GM, må antallet af fejl sættes kraftigt ned. 3. og 4. runde spilles i dag kl.10 og 15.30, mens 6. runde af Sigemann starter kl.14. En lovende skakmenu på Quality Hotel. To overraskelser i runde 1 af Brian Kristensen I mange opens er det småt med overraskelser i første runde, når de højtratede møder lavereratede. Sådan gik det ikke helt denne gang. Tom Skovgaard, Skovlunde og medarrangør, (som er ovre den værste teenagetid) trådte ind i turneringen i sidste øjeblik for at skaffe lige deltagerantal, og chokerede alle, og især Linus Olsson, som fornylig har scoret IM-norm, med en sejr i et langt, kompliceret parti. Den anden overraskelse stod Nikolaj Korolev, Taastrup, for, da fjerdeseedede Hans Tikkanen blev flået i 22 træk. Efter 13. - Da5?? var det slut. Dermed en god start for de to arrangerende klubber. Favoritterne havde dog en ok start samlet set, da de vandt de resterende otte opgør! Med andre ord Ingen remis i første runde, og underholdning i top. Mere af det, tak. KSU's webmaster Jacob Pallesen sprællede udmærket mod juniordanmarksmesteren Jacob Vang Glud (24.Da2! havde været godt ifølge Fritz). Nikolaj Mikkelsen ofrede friskt mod Marie Frank-Nielsen, ukorrekt ifølge Fritz, som siger klar sort fordel med 17. - De5! Marie valgte noget andet, og få træk efter brød sorts forsvar sammen. De to stormestre i toppen (De Firmian og Høi) vandt uden problemer. Alexei C Hansen spillede super de første 20 træk som sort mod normaktuelle Esben Lund, men dronningafbytning var galt, og derfra gik det stærkt ned ad bakke. Bromann går nok efter endnu en IM-norm, og Skjoldan kunne denne dag ikke stille det store op. I det sidste parti vandt Peter Skovgaard Skovlunde-lokalopgøret mod Frederik Oest Møller efter et interessant parti. Følg de tre øverste brætter i runde 2 live fra kl.19, hvis du ikke har mulighed for at møde op på Quality Hotel i Høje-Taastrup. Før start af Tom Skovgaard og Brian Kristensen De næste 5 dage er der intens skak på programmet i Høje Taastrup, når Sigeman-turneringens 4 sidste runder spilles samtidig med Taastrup / Skovlundes Internationale Junior Open på Quality Hotel. Sidstnævnte turnerings primære målgruppe er de to klubbers stærkeste juniorer samt den danske juniorelite, men for at åbne mulighed for norm-chancer er der også inviteret udlændinge (heriblandt mange af de bedste svenske juniorer) og seniorer med titler og god ELO-rating. Det er et pænt stærkt og spændende felt, der er samlet. Turneringen er samtidig, efter aftale med den danske juniorlandstræner, Jes Harholm, dansk kadet-mesterskab 2005 - dvs. dansk mesterskab for spillere født 1989 og senere. Danske kadetter med ELO-tal eller med dansk rating på mindst 1600 har kunnet tilmelde sig. Det er dermed første gang, der afholdes dansk mesterskab for kadetter (spillere der ikke er fyldt mere end 16 i indeværende år). Det danske juniormesterskab er ikke på spil, da den titel bliver tildelt den bedste junior i Kandidatklassen ved DM-stævnet i påsken. Jacob Vang Glud, der også spiller med i Høje Taastrup, er regerende juniordanmarksmester. Alle får et hårdt program, for der spilles 9 runder på 5 dage! Placeringen af turneringen - samtidig med og samme sted som Sigeman-turneringens sidste runder - forventes at give ekstra positiv opmærksomhed om turneringen, og nogle af juniorerne vil givetvis få chancen i fremtidige GM-turneringer a lá Sigemann. Det er planen, at der vil blive sendt live på nettet fra de øverste brætter i turneringen. | ||||||||||||||